Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Bedre stemning med plus til Vestas og hug til Bavarian

27/1 11:41

Investorerne på børsen i København har fået mere blod på tanden, efter at en høgeagtig amerikansk centralbankchef sørgede for en mindre kæberasler torsdag morgen.

Det danske C25-indeks åbnede med et fald på 2 pct., men ved 11.30-tiden er faldet reduceret til 0,3 pct. i 1741,25.

- Markedet har rettet sig lidt efter en rød start. Nogle sektorer ligger i grønt i Europa heriblandt finans og forsyning, siger Sydbanks afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen til MarketWire.

Den amerikanske centralbankchef Jerome Powell sendte onsdag aften de amerikanske markeder ned, da han ifølge afdelingsdirektøren var hårdere i spyttet da han åbnede munden på pressekonferencen efter rentemeddelelsen.

- Det tyder på flere renteforhøjelser fra centralbanken, der også ventes at trække mere likviditet ud af markedet. og så er fokus også fortsat på situationen med Rusland og Ukraine, siger Ole Kjær Jensen.

VESTAS FORTSÆTTER OP - KAN VÆRE DREVET AF SHORT COVERING

Vestas-aktien fortsætter opturen med et plus på 0,9 pct. til 177,30 kr. efter onsdagens optur på 5,8 pct., hvilket er sket til trods for onsdagens nedjustering og en lang række sænkede kursmål.

Aktiens fremgang onsdag tilskrives ifølge Ole Kjær Jensen "short covering", hvor spekulanter køber aktie tilbage for at lukke sats på kursfald.

Rækken af finanshuse, der har sænket kursmål for vindmølleaktien, tæller blandt andet Bank of America, Goldman Sachs, Deutsche Bank og Société Générale.

Det franske finanshus Kepler Cheuvreux har også sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb", mens kursmålet er skåret til 180 kr. fra 275 kr.

NORDISKE STORBANKERS REGNSKABSSÆSON SKUDT I GANG

Regnskabssæsonen for de nordiske storbanker er torsdag morgen skudt i gang med regnskabet fra svenske SEB, der i fjerde kvartal har leveret bedre end ventede nettorente- samt gebyrindtægter.

Det er af særlig interesse for investorerne i Nordea, der på børsen i København stiger 1,0 pct. til 78,48 kr. efter onsdagens stigning på 2,7 pct.

Generelt klarer bankerne sig bedre end det ellers røde marked, idet de blandt andet er understøttet af de stigende renter.

Danske Bank stiger 0,7 pct. til 127,650 kr., efter at kursmålet er hævet til 137 kr. fra 126 kr. af Morgan Stanley, der gentager anbefaling "ligevægt".

De stigende renter er til gengæld skidt nyt for højt prissatte teknologiaktier, der relativt set har en større del af indtjeningen længere ude i fremtiden.

Genmab-aktien taber 3,6 pct. til 2122 kr., mens Bavarian Nordic er C25-bundprop med et minus på 4,8 pct. til 188,45 kr.

Bavarian Nordic har fået negativ opmærksomhed i netmediet Finans, der skriver, at flere fagfolk peger på, at medicinalselskabets vaccine får svært ved at hamle op med den teknologi, flere af de førende producenter bygger på, fordi de har meget lettere ved at tilpasse deres vacciner til nye varianter af virus.

NOVO MOD SVAG MEDICINALTREND

Novo Nordisk-aktien går med en stigning på 1,3 pct. til 626,60 kr. mod den negative retning i medicinalsektoren generelt, efter at DNB har løftet sin anbefaling for aktien til "køb" fra "hold" med et fastholdt kursmål på 740 kr.

Det er analytiker Rune Majlund Dahls vurdering, at forsyningsproblemer med Wegovy, som Novo Nordisk i december meldte ud om, er fuldt indregnet i kursen, skriver PLX.AI.

Mærsk-aktierne ligger i toppen af C25-indekset, hvor B-aktien løftes 2,1 pct. til 23.430 kr.

Rockwool får sænket kursmål af Morgan Stanley til 2385 kr. fra 2475 kr. Anbefaling er fortsat "undervægt".

Rockwool-aktien taber 2,5 pct. til 2415 kr. efter onsdagens gevinst på 4,6 pct.

MT HØJGAARD FÅR NY TOPCHEF

MT Højgaard Holding får fra den 15. marts ny administrerende direktør og koncernchef i Henrik Mielke, der afløser den nuværende topchef Morten Hansen.

Aktien stiger 0,5 pct. til 201 kr.

.\\˙ MarketWire