Aktier/tendens: Novozymes til eksamen med årstal før ventet grøn start
1/2 08:30
Enzymproducenten Novozymes er blandt de mest opmærksomhedskrævende blandt investorer med hang til danske aktier tirsdag, idet selskabet med base i Bagsværd har afleveret sit årsregnskab for 2021.
Efter to opjusteringer i løbet af sidste år kunne Novozymes melde om stor vækst i fjerde kvartal, hvor driften dog samtidig ikke helt kunne følge med konsensus.
Samtidig er prognosen for 2022 - der fortsat er omgærdet af usikkerhed grundet covid-19 og mudrede globale forsyningskæder - et naturligt omdrejningspunkt i rapporteringen.
Efter et plus for C25-indekset mandag på 2,6 pct. til 1776,23 er er stemningen på det danske aktiemarked generelt igen til den gode side tirsdag morgen, efter at de amerikanske aktier steg ud på aftenen mandag, da investorerne var på januarudsalg i de fondskoder, der har været hårdt udsat i stormvejret i årets første måned.
Futures for det tyske DAX-indeks, der normalt er en god indikator for udviklingen herhjemme, stiger med 1,1 pct.
NOVOZYMES LEVERER STÆRK VÆKST - SKUFFER PÅ DRIFTEN
Særligt den organiske vækst ser stærk ud i regnskabet fra Novozymes, der i fjerde kvartal alene præsterede en organisk fremgang på 7 pct. i toplinjen mod en ventet vækst på 5,4 pct. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af selskabet selv.
Omvendt var driftsresultatet før renter og skat (EBIT) ikke helt på omgangshøjde, da det endte på 805 mio. kr. mod ventet 852 mio. kr.
EBIT-marginen blev dermed 21 pct. mod ventet 22,8 pct.
For 2022 venter Novozymes en organisk vækst på 3-7 pct. og en driftsmargin (EBIT) på 25-26 pct., og samtidig foreslås der udbetaling af et udbytte på 5,50 kr. per aktie og tilbagekøb af aktier to 500 mio. kr. i 2022.
Novozymes-aktien steg mandag med 0,3 pct. til 452,90 kr.
Også proteseproducenten Össur har afleveret regnskab tirsdag.
Det viste for fjerde kvartal stor fremgang på hovedposterne, og samlet for 2021 fik selskabet en organisk vækst på 10 pct.
I 2022 ventes væksten at stilne lidt af og blive 6-9 pct., fremgår det af regnskabet.
Össur-aktien faldt mandag 2,9 pct. til 39 kr.
ØRSTED GAVNES AF LØFTET ANBEFALING
Energiselskabet Ørsted kan også få opmærksomhed, efter at amerikanske Citigroup har løftet sin anbefaling af aktien til "neutral" fra "sælg".
Kursmålet er ifølge Bloomberg News sat til 680 kr.
- Selv om værdiansættelsen ikke længere er så anstrengt, så indregner aktiekursen stadig ikke i tilstrækkelig grad de svære grundlæggende forhold, skriver Citigroups analytikere blandt andet.
Ørsted steg mandag med 3,4 pct. til 699 kr.
Mærsk har fået løftet sit kursmål hos Goldman Sachs til 23.000 kr. fra 20.100 kr., og samtidig er bankens neutrale anbefaling gentaget, rapporterer Bloomberg News.
Mærsks B-aktie steg mandag 2,7 pct. til 23.670 kr.
For Ambu er det gået den anden vej, idet medicoselskabet har fået sænket sit kursmål til 120 kr. fra 161 kr. hos norske ABG Sundal Collier.
Dermed har ABG nu det laveste kursmål blandt de analytikere, der indrapporterer til Bloomberg News, og børshusets anbefaling er da heller ikke så overraskende "sælg".
Ambu steg i mandagens grønne marked med 3,2 pct. til 139,25 kr.
Blandt sidepapirerne er der også nyt fra Maersk Drilling, som har fået udvidet en kontrakt for boreskibet Maersk Viking i Malaysia.
Forlængelsen af den eksisterende kontrakt har en værdi af 32 mio. dollar, oplyser selskabet tirsdag.
Maersk Drilling-aktien faldt mandag med 3 pct. til 257 kr.
.\\˙ MarketWire
