Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Siemens Gamesa: Større end ventet underskud i første kvartal

3/2 08:37

Den spansk-tyske Vestas-konkurrent Siemens Gamesa har kunnet mærke de stigende omkostninger og problemer med forsyningskæderne i første kvartal, og det har resulteret i et større underskud end ventet.

Det viser selskabets regnskab for første kvartal af det skæve regnskabsår 2021/22.

Underskuddet landede i kvartalet på 403 mio. euro og var dermed næsten dobbelt så stort som de 214,7 mio. euro, som analytikerne havde ventet ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg. Til sammenligning bød bundlinjen i samme kvartal sidste år på et overskud på 11 mio. euro.

- Vi er fortsat en del af et meget komplekst marked med forstyrrelser og lav sigtbarhed i forsyningskæden. I den kontekst tager vi fortsat tiltag for at beskytte profitabiliteten og for at tilpasse os dynamikkerne, der vil fortsætte i de kommende måneder, udtaler Andreas Nauen, den nu afgående topchef for Siemens Gamesa.

Tidligere torsdag morgen annoncerede selskabet nemlig, at der bliver skiftet ud i toppen, hvor Jochen Eickholt tiltræder som ny adm. direktør fra første marts.

Den underliggende driftsmargin på EBIT-niveau, endte på negative 16,9 pct. med et ventet minus 17 pct. Samme kvartal sidste år var marginen positive 5,3 pct.

Omsætningen landede på 1829 mio. euro mod ventet 2,02 mia. euro. Her var der tale om en nedgang på 20,3 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Vindmølleproducenten havde i kvartalet en ordreindgang på 2,5 mia. euro. svarende til en fremgang på 8,4 pct. sammenlignet med første kvartal i foregående regnskabsår.

Siemens Gamesa fastholder i regnskabet sine forventninger, der tidligere på året blev sænket til det indeværende regnskabsår og ser nu en underliggende driftsmargin på minus 4 til plus 1 pct. mod tidligere ventet positive 1-4 pct.

.\\˙ MarketWire