Aktier/tendens: Skuffende regnskaber fra Demant og Ambu
8/2 08:29

Det tyder på en let positiv åbning på det danske aktiemarked tirsdag, hvor C25-selskaberne Ambu og Demant begge er topfigurer på en rimelig stor regnskabsdag på børsen, mens Danske Bank markerer sig med udskiftning på posten som bestyrelsesformand.
Internationalt lukkede Wall Streets brede S&P 500-indeks mandag med et minus på 0,4 pct., og størstedelen af droppet skete efter dansk lukketid mandag.
De asiatiske aktier har vist en overordnet positiv udviking tirsdag morgen, og de amerikanske aktiefutures indikerer mindre stigninger på under 0,1 pct. i New York senere på dagen.
Hvis man bruger den tyske DAX-future som indikator for det danske aktiemarked, peger det på en let positiv åbning, idet børsen i Frankfurt ventes at åbne med et lille plus på under 0,1 pct.
Det danske eliteindeks, C25, vendte mandag rundt, og efter en negativ formiddag sluttede indekset med et plus på 0,7 pct. til 1735,72.
DYBVAD FORLADER DANSKE BANKS BESTYRELSE
Danske Bank skal have ny bestyrelsesformand, da den nuværende formand, Karsten Dybvad, ikke genopstiller ved bankens næste generalforsamling. Det oplyser banken tirsdag morgen.
Bestyrelsen peger på bestyrelsesmedlem Martin Blessing som ny formand.
Danske Bank lukkede mandag i 128 kr. efter en stigning på 4,2 pct.
REGNSKABER I CENTRUM
Høreapparatkoncernen Demant var første koncern ude af starthullerne med regnskabstal tirsdag morgen.
I selskabets regnskab for 2021, der overordnet var lidt dårligere end ventet, er omsætningen gjort op til 18,4 mia. kr., svarende til en organisk vækst på 27 pct. i forhold til året før. Væksten var estimeret til 28 pct.
Drifts-resultatet steg til 3445 mio. kr. fra 1530 mio. kr., og bundlinjen voksede til 2528 mio. kr. fra 1134 mio. kr.
I år venter koncernen en organisk vækst på 5-9 pct. og et primært driftsresultat på 3450-3750 mio. kr. Koncerneledelsen peger på en positiv udvikling og yderligere normalisering i andet halvår 2021 ventes at fortsætte, med vækst i alle Demants kerneforrretningsområder.
Demant lukkede mandag i 279,20 kr. efter et drop på 2,5 pct.
Medicokoncernen Ambu levede ikke op til forventninger til det forskudte første kvartal, og resultaterne var som ventet markant lavere end for et år siden.
Omsætningen endte på 1031 mio. kr. mod de ventede 1039 mio. kr., og den organiske vækst endte på minus 1 pct., hvilket ligeledes en spids lavere end analytikernes forventning på 0,4 pct.
Det blev også til en mindre nedpræcisering af forventningerne til hele året i regnskabet, der betegnes som "svagt".
Ambu faldt mandag 3,4 pct. til slutkursen 131,40 kr.
Allergiselskabet ALK-Abelló klarede sig til gengæld bedre end ventet målt på såvel indtjening som omsætning i fjerde kvartal, hvor særligt salget af allergitabletter var højere end ventet.
Allergivaccineselskabet omsatte for 1099 mio. kr. mod de ventede 1064 mio. kr., og væksten i lokal valuta blev 9 pct., mens driftsresultatet blev et overskud på 79 mio. kr. mod et estimeret plus på 60 mio. kr.
ALK tror på en organisk omsætningsvækst på 8-12 pct. i år i lokal valuta og et driftsresultat før af- og nedskrivninger på 625-725 mio. kr.
ALK-Abelló lukkede mandag i 2736,00 kr. efter et drop på 0,5 pct.
DFDS INDFRIEDE FORVENTNINGERNE
Rederiet DFDS har også fremlagt regnskab for 2021 som indfriede forventningerne.
Omsætningsvæksten løb helt op i 27,9 pct., hvor der var estimeret 23-25 pct. og driftsresultatet før særlige poster blev 3411 mio. kr. eller pænt inden for forventnings-intervallet på 3,3-3,5 mia. kr.
Den helt store spænding om væksten i omsætningen i år er udløst med et estimat på 23-27 pct. samt et driftsresultat før særlige poster i niveauet 3,9-4,4 mia. kr.
DFDS slutteDE mandag med et minus på 0,6 pct. i 314,20 kr.
Bryggeriet Carlsbergs finansielle muskler har aldrig været større med vækst i indtjeningen, meget lav gæld og en solid pengestrøm. Der er råd til opkøb og ad den vej sikre vækst, men der ikke rigtig er noget til salg.
Samtidig er der problemer med en samarbejdspartner i Indien, der ellers er vækstområde for det danske bryggeri.
Carlsberg B lukkede med en stigning mandag på 1,6 pct. i 1087,50 kr.