Lundbeck Q4: Gevaldig skuffelse over hele linjen - NY
9/2 08:04
Lundbeck klarede sig klart dårligere end ventet af analytikerne i fjerde kvartal, hvor alle hovedtallene fra medicinalselskabet skuffede.
Samtidig er forventningerne til 2022 også en klar skuffelse i forhold til konsensus.
Lundbeck omsatte i oktober, november og december sidste år for 4053 mio. kr. mod ventet 4143 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet og beregnet af Lundbeck selv.
I fjerde kvartal kvartal 2020 omsatte Lundbeck for 4275 mio. kr.
Driftsresultat (EBIT) landede i fjerde kvartal sidste år på 6 mio. kr. mod ventet 127 mio. kr. blandt analytikerne og et plus på 431 mio. kr. i den tilsvarende periode året før.
En del af forklaringen på skuffelsen i driften kan være restruktureringer i forbindelse med blandt andet nedlukning i Indien og ændringer i USA. I forbindelse med regnskabet for tredje kvartal oplyste Lundbeck, at de omkostninger ville beløbe sig til 100-200 mio. kr.
På bundlinjen fik Lundbeck et underskud på 2 mio. kr. mod et estimeret overskud på 11 mio. kr. af analytikerne og et overskud på 553 mio. kr. i samme periode af 2020.
Og også prognosen for 2022 er en klar skuffelse i forhold til forhåndsforventningerne fra analytikerne.
Lundbeck venter i 2022 en omsætning på 16,7-17,3 mia. kr. mod ventet 17,5 mia. kr. blandt analytikerne.
Derudover skuffer også det foreslåede udbytte på 2 kr per aktie. Her havde analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet 2,66 kr. per aktie, efter at Lundbeck for 2020-resultaterne udbetalte et udbytte på 2,50 kr. per aktie.
.\\˙ MarketWire