Lundbeck/CEO: Skarpt Northera-dyk har haft betydelig påvirkning i 2021
9/2 10:31

Medicinalselskabet Lundbeck skuffede med sine hovedtal i fjerde kvartal, og også set over hele 2021 endte de største regnskabsposter derfor under det ventede niveau.
Og sammenlignet med 2020 faldt omsætningen faktisk, og det skyldes primært tabet af næsten 2 mia. kr. i salg af lægemidlet Northera, der løb af patent i februar sidste år.
Fortsat vækst i de fire strategiske nøgleprodukter hos Lundbeck kunne ikke modvirke det, men Deborah Dunsire, der er administrerende direktør hos medicinalselskabet, glæder sig trods alt over væksten i de fire vigtige produkter, der også skal være fundamentet for, at Lundbeck kan vokse i de kommende år.
- Vi har haft meget stærk vækst i vores strategiske brands. Og så er det et år, der har været væsentligt påvirket af Northera, hvor der oprindeligt var ventet et fald på 50 pct., men hvor det endte på 74 pct., siger Deborah Dunsire til MarketWire.
Salget af lægemidlet, der bruges til behandling af svimmelhed eller fortumlethed hos eksempelvis patienter med Parkinsons sygdom, faldt i 2021 til 665 mio. kr. fra 2553 mio. kr. i 2020.
I fjerde kvartal isoleret set faldt salget dog ikke helt så meget som ventet, da det blev opgjort til 129 mio. kr. mod ventet 85 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Lundbeck selv.
RESTRUKTURERING HAR KOSTET 200 MIO. KR. I Q4
En anden faktor, der har påvirket indtjeningen i fjerde kvartal og dermed også hele 2021, er restruktureringer i Indien, USA og Canada, der samlet har belastet fjerde kvartal med omtrent 200 mio. kr., oplyser Deborah Dunsire.
Nedlukningen af en salgs- og marketingsafdeling i Indien og strømlining af andre aktiviteter i både USA og Canada er forløbet efter planen, lyder det fra topchefen.
Samlet har det påvirket omtrent 300 medarbejdere og er altså også med til at trække driftsresultatet før renter og skat (EBIT) i fjerde kvartal ned i 6 mio. kr. fra 431 mio. kr. i den tilsvarende periode et år tidligere.
Analytikerne havde ifølge estimaterne fra Lundbeck selv ventet 127 mio. kr.
.\\˙ MarketWire