Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Lundbeck/CEO: Ny aktiestruktur skal sikre fremtiden - ingen planer nu

9/2 10:56

Lundbecks beslutning om at ændre aktiestrukturen i selskabet sker udelukkende for at sikre, at selskabet og majoritetsejeren, Lundbeckfonden, kan deltage i eventuelt større opkøb i fremtiden.

Der er således ingen planer på administrerende direktør Deborah Dunsires bord om større transaktioner lige nu.

- Vi har ikke noget på bordet lige nu. Det er med et perspektiv på lang sigt, at vi laver strukturændringen. Over de kommende år og årtier venter vi, at Lundbeck vil vokse sig meget større. Og der kan komme et tidspunkt, hvor de transaktioner, som Lundbeck vil være en del af, er så store, at Lundbeckfonden ikke ville kunne deltage pro rata, siger Lundbecks topchef til MarketWire.

- Vi vil gerne lægge endnu et værktøj i værktøjskassen i forhold til at sikre fremtidig vækst, men vi venter ikke at bruge det lige nu. Vi har ingen specifikke planer, men vi føler, at det er vigtigt at få det gennemført, før det bliver nødvendigt at bruge sådan et værktøj, fortsætter hun.

GOD KULTUR FOR FLERE AKTIEKLASSER I SKANDINAVIEN

Den foreslåede strukturændring hos Lundbeck betyder, at de nuværende aktier splittes i fem - fire B-aktier og én A-aktie.

Hver A-aktie får 10 stemmer, og hver B-aktie får én stemme, og begge aktieklasser skal fortsat være noteret på børsen i København.

Og netop strukturen med A- og B-aktier, hvor stemmevægten hælder mod A-klassen, er velkendt både herhjemme og i Sverige.

Herhjemme ses det blandt andet hos både Mærsk, Novo Nordisk, Coloplast, Carlsberg og Rockwool.

- Strukturen er velkendt i Skandinavien, hvor mange af vores investorer er. Det giver stabilitet i det langsigtede ejerskab, som flere steder har givet mulighed for at vokse og blomstre, siger Deborah Dunsire.

VIL TAGE OMKRING FEM MÅNEDER AT GENNEMFØRE

Processen med at gennemføre et aktiesplit og en ny struktur vil også tage tid, og også det er en medvirkende faktor til, at arbejdet skal sættes i gang nu.

Strukturændringen vil nemlig kræve et prospekt, godkendelse hos Finanstilsynet og en velsignelse fra en ekstraordinær generalforsamling, før den kan blive til virkelighed.

- Vi venter, at processen tager det meste af fem måneder. Der er mange ting, der skal klares, siger Deborah Dunsire.

Lundbeck regner lige nu med, at den ekstraordinære generalforsamling, hvor der skal stemmes om ændringen, bliver gennemført i juni.

.\\˙ MarketWire