USA/middag: Minusser efter høj januarinflation
10/2 18:26
De amerikanske aktier handles torsdag med mindre fald, da inflationstallene for januar overgik ellers høje forventninger.
Det har nemlig skubbet renterne yderligere i vejret, med den tiårige rente nu i 2 pct., og derfor er aktierne under pres, især vækstaktierne i teknologisektoren.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, taber 0,3 pct. til et indeksniveau i 4574 point, men indekset åbnede lavere op i 4530, ligesom S&P 500-futuren før åbningen faktisk var nede i omkring 4519 indekspoint eller 1,5 pct. fra onsdagens lukkeniveau.
Dow Jones desuden bakker 0,2 pct., og Nasdaq mister mest med 0,2 pt.
FRYGTER VÆKSTDRÆBER
Investorerne er bange for, at torsdagens høje inflationstal vil få USA's centralbank, Federal Reserve, Fed, til at skyde over målet og stramme pengepolitikken for aggressivt og dermed dræbe væksten.
- En varm inflation får Wall Street til at forberede sig på et renteløft på et halvt pct.point fra Fed til marts og med samlede forhøjelser på 1 pct.point ved udgangen af juli, kommenterer Edward Moya, senioranalytiker i finanshuset Oanda.
Den overordnede inflationsmåling endte i januar på 7,5 pct. på årsbasis, hvilket er det højeste niveau i fire årtier, og samtidig mere end de spåede 7,3 pct. og mere end decembers niveau på 7,0 pct. Kerneinflationen var også over konsensus, ifølge Bloomberg News, i 6,0 pct., mens 5,9 pct. var ventet.
- Spekulation omkring udfaldet af næste rentemøde vil nu accelerere. Med inflationen på disse niveauer, mens den stadig ikke ses at have toppet, så er det svært at vurdere om 25 basispoint, 50 basispoint eller endnu mere er det rette svar, mener Sandra Holdsworth, chef for renteinvesteringer hos Aegon Asset Management, ifølge The Wall Street Journal.
Inflationstallene fra januar har da også straks skubbet den tiårige rente over 2 pct. torsdag ved at stige 9 basispoint. Det var i juli 2019, at den tiårige rente sidst var i det niveau. Markedet har også øget sine sats på renteløft fra centralbankens side, da den mere følsomme 2-årige rente stiger 13 punkter til 1,50 pct.
CYKLIST STIGER
I S&P 500-indekset er det da også kun de positivt rentefølsomme sektorer, som er i plus. Bedst går det for råvarer og materialer, der stiger med 1,2 pct., mens energi vinder 0,8 pct. Finanssektoren med de store amerikanske banker vinder også 0,5 pct. Alle tre sektorer klarer sig særligt godt, når økonomien er i fuld sving, og for bankernes vedkommende øges indtjeningen på ind- og udlån også med højere renter.
I den anden ende falder negativt rentefølsomme forsyning mest med 1,5 pct., mens it-aktierne har det også svært med et minus på 0,8 pct. Teknologiaktierne er kendetegnet ved høj vækst, og højere renter betyder derfor relativt mere rabat på værdien af den fremtidige indtjening, når markedet prissætter aktierne.
Det er da også it-kæmperne Microsoft og Apple, som trækker mest ned i markedet med fald på 1,5 og 0,8 pct. Blandt chipaktierne stiger flere navne inden for hukommelse, da Western Digital har måttet skære i sin produktion. Micron Technology vinder her 6,0 pct., mens Western selv faktisk løftes 2,3 pct., da markedet nu regner med højere priser.
DISNEY SLÅR NETFLIX
På regnskabsfronten løber Walt Disney Corp. med det meste af opmærksomheden og stiger med 4,3 pct. Genåbnede forlystelsesparker har løftet indtjeningen hos underholdningskæmpen, mens Disney også med sin streamingservice Disney+ i fjerde kvartal har gjort konkurrenten Netflix til skamme.
Disney+ fik 11,8 mio. nye betalende kunder mod ventede 8,2 mio. kunder. Netflix' kundevækst var i samme periode på 8,3 mio. abonnementer.
Coca-Cola stiger også 1,9 pct. på sine bedre end ventede kvartalstal, mens konkurrenten Pepsico derimod sætter sig 1,3 pct., selv om tallene her også var bedre end ventet.
Samkørselstjenesten Uber smider desuden 2,9 pct., selv om koncernen lover et plus på driften i det nye regnskabsår på 5 mia. dollar efter mange år med underskud. Den melding, som er kommet på en telekonference torsdag, har givetvis skuffet nogle, for aktien var tidligere 5,9 pct. i plus.
.\\˙ MarketWire