Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Ørsted: Kan ikke opsige Gazprom-kontrakt - men vil ikke forlænge - NY2

7/3 14:31

Ørsted kan på nuværende tidspunkt ikke opsige selskabets gaskøbskontrakt med det russiske selskab Gazprom, oplyser selskabet i en meddelelse mandag.

Kontrakten blev indgået i 2006 og løber frem til 2030. Herefter vil den dog ikke blive forlænget, fremgår det af meddelelsen.

- Ørsted har en langsigtet gaskøbsaftale med mindsteaftageforpligtelser, en såkaldt "take-or-pay"-gaskøbsaftale, med Gazprom Export, skriver Ørsted.

- Kontrakten kan ikke opsiges på nuværende tidspunkt. Kontrakten forlænges ikke, lyder det videre fra Ørsted, der dermed gentager tidligere meldinger.

Købet af den russiske gas har været genstand for stor debat, efter Rusland 24. februar indledte en invasion af Ukraine. Det er blevet besvaret med sanktioner fra Vesten, mens en række selskaber har valgt at droppe deres aktiviteter i landet.

Ørsted har ifølge meddelelsen foretaget en række tiltag for at begrænse forretning i Rusland, heriblandt at stoppe køb af biomasse og kul. Der indgås heller ikke nye kontrakter med russiske selskaber, og Ørsted sørger for, at ingen af Ørsteds direkte leverandører til udbygningen af vedvarende energi er russiske, skriver selskabet.

- Ørsted fordømmer Ruslands invasion af Ukraine og har allerede truffet en række foranstaltninger for at stoppe samarbejdet med russiske virksomheder, skriver Ørsted.

Det danske energiselskab understreger, at gas ikke længere er en del af kerneforretning for Ørsted.

- Derfor håndteres Ørsteds gaskøbskontrakter som en aktivitet med lav risiko og margin. I overensstemmelse med denne politik søger Ørsted at begrænse en eventuel finansiel eksponering relateret til Gazprom Export-kontrakten.

- Ørsted tager nu sine forholdsregler for at udligne risikoen i et scenarie, hvor forsyningen af russisk gas afbrydes, eller hvor der indføres sanktioner, ved at reducere sin overordnede risikoafdækning i forhold til Gazprom Export-kontrakten.

Et eventuelt overskud efter skat og risikoafdækning fra Gazprom Export-kontrakten vil blive doneret til humanitær hjælp i Ukraine, oplyser selskabet. Den beslutning skal dog godkendes på selskabets generalforsamling i april.

De finansielle forventninger til 2022 ventes ikke at blive påvirket.

.\\˙ MarketWire