Mandagens aktier: Ny nedtur afværget med Vestas og Ørsted i front
7/3 17:10
Det danske aktiemarked indledte mandagen med tunge fald som følge af Ruslands fortsatte krigshandlinger i Ukraine, men i løbet af eftermiddagen fik eliteindekset, C25, kæmpet sig tilbage i plus.
Også i de øvrige Europa begyndte aktierne en revanchering ud på dagen, da det kom frem, at udenrigsministrene fra Ukraine og Rusland torsdag skal mødes i Antalya, hvor Tyrkiet skal forsøge at mægle mellem parterne.
- Udsigten til mødet mellem udenrigsministrene torsdag i Tyrkiet har skabt en tro på, at det måske kan lade sig gøre, at de får sat sig sammen og måske kan finde nogen løsninger.
- Det har givet en lille tro på nogle bedre markedsforhold, hvilket har smittet positivt af på aktierne herhjemme, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til MarketWire.
Herhjemme endte det med et plus i C25-indekset på 0,8 pct. til 1696,46, efter at det tidligt på dagen havde ligget til et fald på 2,5 pct. Nogle solide stigninger til Vestas og Ørsted var stærkt medvirkende til et sikre et plus i indekset, hvor 14 ud af 25 aktier dog endte i rødt.
Bedst gik det for Vestas, som endte 8,9 pct. højere i 213 kr., mens Ørsted fulgte lige efter med et plus på 8,7 pct. til 849,20 kr. De to aktier nyder godt af investorernes fokus på vedvarende energi som alternativ til Ruslands leverancer af olie og gas.
Ørsted opdaterede i øvrigt også investorerne om selskabets omstridte gaskontrakt med russiske Gazprom. Kontrakten, som udløber i 2030, kan ikke opsiges på nuværende tidspunkt, men den vil ikke blive forlænget, meddelte det danske energiselskab.
BANKAKTIER UNDER PRES
Bankaktierne var fortsat under pres i Europa, og også de danske banker har været under hårdt pres, i takt med at krisen i Ukraine er blevet forværret og Vesten har indført hårde sanktioner over for Rusland. Mange europæiske har også direkte eksponering mod Rusland.
- Særligt flere af de sydeuropæiske banker samt flere franske banker har eksponering mod Rusland, hvilket smitter af på det europæiske finansmarked. Bankerne er også presset af faldende renter, siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank.
Blandt de danske banker endte Jyske Bank med et fald på 3,6 pct. til 308,60 kr., Danske Bank lukkede 1,4 pct. lavere i 98,66 kr., mens Nordea faldt 3,2 pct. til 62,42 kr.
I C25 faldt Mærsk-aktierne dog mest. Forværrede makroøkonomiske udsigter som følge af krisen mellem Rusland og Vesten presser rederikoncernens aktier. Mærsks B-aktie endte 5,0 pct. lavere i 20.090 kr.
Rockwool, som har flere fabrikker i Rusland, faldt desuden yderligere 4,7 pct. til 1982 kr. På et tidspunkt i løbet af dagen var den dog helt nede at vende i 1851 kr.
- Rockwool er tydeligt presset af situationen i Ukraine, fordi selskabet har en stor eksponering mod Rusland. Aktien er nu næsten blevet halveret fra tidligere niveau, siger Ole Kjær Jensen.
Ved årsskiftet lå Rockwool-aktien i godt 2900 kr.
Tilsvarende er Carlsberg repræsenteret i Rusland med flere bryggerier og en stor omsætning. Analytikerne hos Citi har i øvrigt sænket anbefalingen af bryggerikoncernens aktie til "neutral" fra "køb". Kursmålet er endvidere skåret ned til 900 kr. fra 1250 kr.
Carlsberg-aktien faldt 3,9 pct. til 811,80 kr. Da Ukraine-krigen brød ud den 24. februar, var kursen 977 kr.
Der var også analysenyt om Pandora, som har fået sænket sit kursmål til 1050 kr. fra 1180 kr. hos Carnegie, der gentager anbefalingen "køb". Pandora faldt 4,4 pct. til 573 kr.
BIOPORTO MED KAPITALREJSNING
Diagnostikselskabet Bioporto meddelte mandag endvidere, at det gennem en emission med fortegningsret for eksisterende aktionærer vil foretage en kapitalrejsning.
Udbuddet vil blive på minimum 49 mio. nye aktier, som kommer til salg til kurs 1,5 kr. Aktien faldt 12,8 pct. til 1,57 kr.
.\\˙ MarketWire
