Vind: Nordex' salg lander lidt over tidligere prognose og estimater
9/3 08:31
Den tyske Vestas-konkurrent Nordex' omsætning landede sidste år lidt over den tidligere prognose og over analytikerkonsensus.
Det viser de foreløbige tal for 2021.
De foreløbige tal viser en vækst i salget sidste år til 5,4 mia. euro fra 4,7 mia. euro for året forinden. Det er en smule over selskabets prognose på 5,0-5,2 mia. euro.
Her ventede analytikere adspurgt af Bloomberg News 5,1 mia. euro.
Driftsindtjeningen målt på EBITDA ventes i 2021 at lande over 50 mio. euro mod mere end 94 mio. euro i 2020. Dermed er EBITDA-marginen i runde tal halveret til 1 pct. fra 2 pct.
Her lyder analytikerkonsensus ifølge Bloomberg News på 54,1 mio. euro.
Koncernchef José Luis Blanco fremhæver, at Nordex klarede sig godt under udfordrende forhold i 2021 med fremgang i salg, installation, produktion og ordreindgang.
- Dette blev modvirket af ekstremt høje omkostninger til logistik - især til shipping - og råvarer, hvilket havde en væsentlig negativ indvirkning på vores lønsomhed som forventet, udtaler topchefen i regnskabet.
Nordex aflægger sit endelige regnskab for 2021 den 29. marts, hvor prognosen for 2022 også vil blive præsenteret.
.\\˙ MarketWire