Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Pæne plusser fra start - datingkoncern op med over 40 pct.

9/3 15:40

Den seneste tids store frasalg af aktier tager en pause onsdag eftermiddag, hvor mange af den seneste tids svækkede aktier får genoprejsning, mens blandt andet olieselskaberne, der har nydt godt af stigninger den seneste tid, taber højde.

De toneangivende amerikanske aktieindeks åbner alle pænt i plus onsdag, hvor det brede S&P 500-indeks øger 2,0 pct., Dow Jones går frem med 1,7 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks vinder hele 2,6 pct.

Tirsdag endte de store aktieindeks i minus på mellem 0,3-0,7 pct. efter store udsving i dagens løb.

Aktiemarkederne verden over er fortsat præget af nervøsitet fra krigen i Ukraine. Den eneste melding fra Østeuropa er, at der er registreret øget stråling fra atomkraftværket Tjernobyl, som har mistet strømmen.

OPTUR TIL SVÆKKEDE AKTIER

Den seneste tids svækkede aktier stiger onsdag betydeligt i den indledende handel, hvor blandt andet bank-, tech- og rejseaktier stryger til vejrs.

Bankaktierne nød forud for krisen i Ukraine godt af udsigten til stigende renter fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Rentestigningerne er stadig ventet i markedet, omend i lavere tempo.

Morgan Stanley, JPMorgan Chase og Bank of America åbner 3,5-5,2 pct. højere.

Usikkerheden har dertil tynget tech-aktier som Facebook-ejer Meta, Apple og Microsoft den seneste tid, men onsdag sender handlerne aktierne op med 1,5-2,6 pct.

Også rejseaktierne, der den seneste tid har været tynget af stigende oliepriser, har medvind onsdag. Branchen har i over to år døjet med manglende rejseappetit som følge af pandemien.

Luftfartsselskaberne United Airlines og American Airlines stiger stiger henholdsvis 8,6 og 8,8 pct., og rejseselskabet Carnival Corp vinder 10,3 pct. til 17,48 dollar.

Højere oliepriser har den seneste tid bidraget til kursstigninger hos flere energi- og råvareselskaber, heriblandt de amerikanske olieselskaber. Oliepriserne har været understøttet af sanktioner mod Rusland, tilkendegivelser om europæisk uafhængighed af russisk energi og senest en melding fra præsident Joe Biden om, at USA vil forbyde al import af russisk olie og gas. Onsdag er stigningerne dog vendt til fald, imens handlerne køber op.

Exxon Mobil, Chevron og Occidental Petroleum falder 4,8-5,8 pct. fra åbning.

FLERE TRÆKKER SIG FRA RUSLAND

Flere amerikanske selskaber har besluttet at trække sig fra deres aktiviteter i Rusland som følge af landets invasion af Ukraine. Det tæller blandt andet Coca-Cola, Pepsico og McDonald's.

Pepsico skulle ifølge Wall Street Journal overveje sine strategiske muligheder i Rusland samt en nedskrivning af værdierne af aktiviteterne til nul. I 2021 bidrog Pepsicos russiske aktiviteter med 3,4 mia. dollar til omsætningen.

Coca-Cola stiger 1,2 pct. til 59,34 dollar, Pepsico går frem med 0,7 pct. til 158,99 dollar, og McDonald's stiger 1,1 pct. til 225,25 dollar.

DATINGAPP TIL VEJRS

Den amerikanske datingkoncern bag appen af samme navn Bumble leverede tirsdag aften regnskab for fjerde kvartal af 2021 og prognose for 2022, der var nogenlunde, som analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet.

Omsætningen i 2022 ventes at lande i niveauet 934-944 mio. dollar mod konsensus lige i midten på 939 mio. dollar, svarende til en vækst på 34-36 pct. fra omsætningen i 2021.

I fjerde kvartal af 2021 øgede Bumble sin omsætning med 26 pct. til 208 mio. dollar mod ventet 210 mio. dollar, og det justerede EBITDA-resultat endte samtidig på 55 mio. dollar mod ventet 54 mio. dollar.

Desuden har Bumble meldt, at selskabet lukker sine aktiviteter i Rusland og trækker sine apps fra både Google og Apples appbutikker.

Aktien brager i vejret fra åbning med over 40,0 pct. til 23,10 dollar.

Også fødevareproducenten Campbell er aktuel med regnskabsnyt. I andet kvartal af 2022/23 endte den justerede indtjening per aktie fra de fortsættende aktiviteter helt som ventet på 0,69 dollar.

Campbell fastholder sine forventninger til det forskudte regnskabsår, og det sender aktien op med 3,5 pct. til 43,78 dollar.

Omvendt skuffede Vera Bradley, der laver modetilbehør som tasker, i fjerde kvartal af 2021/22 og med sin prognose for 2022/23, skriver Bloomberg News.

Overskuddet per aktie landede i perioden på 0,17 dollar mod ventet 0,23 dollar. Forventningerne til 2022/23 lyder på et resultat per aktie på 0,57-0,67 dollar, hvor analytikerne havde ventet hele 0,75 dollar per aktie.

Aktien åbner alligevel 7,2 pct. højere i 7,28 dollar.

.\\˙ MarketWire