USA/tendens: Putin sender amerikanske futures op
11/3 14:07
De amerikanske aktiefutures har fredag fået en saltvandsindsprøjtning fra øst, hvor den russiske præsident, Vladimir Putin, lidt over middag meddelte, at der er fremskridt i forhandlingerne med Ukraine.
Nyheden, der er formidlet via russiske Interfax, tikkede ind kort efter klokken 12 dansk tid, og sendte umiddelbart efter futures for de ledende indeks op.
Få timer før den amerikanske åbning stiger futuren for Nasdaq-indekset 1,7 pct., Dow Jones-futuren sendes op med 1,2 pct., og futuren for det brede S&P 500 løftes 1,4 pct.
Meldingen fra Putin har skabt håb om en diplomatisk løsning på krigen, vurderer Sydbanks cheføkonom Søren Kristensen.
- Det er et tydeligt signal om, at investorerne leder med lys og lygte efter tegn på, at krigen kan standses ad diplomatiets vej. Det er vi endnu ganske langt fra, men reaktionen på beskeden fra Putin viser også, at det er investorernes vurdering, at økonomien hurtigt kan ryste det nuværende chok af sig, hvis krigen stopper og sanktionerne lempes, siger han.
Krigen i Ukraine har været i gang lidt over to uger, efter at Rusland indledte en invasion af nabolandet natten til 24. februar.
Hvis den får en ende inden for en overskuelig fremtid, vil fokus på de finansielle markeder igen blive rettet mod rekorder på arbejdsmarkedet og stigende lønninger i stedet for lammende høje priser og stor usikkerhed, lyder det fra Sydbank.
- Man skal nok være forsigtig med at lægge alt for meget i udtalelser som den vi har fået i dag, men reaktionen på de finansielle markeder viser også tydeligt, hvordan både markederne og økonomien er fastholdt i et jerngreb af usikkerhed i øjeblikket, siger Søren Kristensen.
RIVIAN DYKKER EFTER FORSYNINGSPROBLEMER
Anderledes går det for den amerikanske producent af elektriske pick-up trucks Rivian, som smider 9 pct. i formarkedet, efter at selskabet torsdag offentliggjorde regnskab for fjerde kvartal.
Her meddelte Rivian, at der er udfordringer i forsyningskæderne, hvilket betyder en markant lavere produktion end hidtil ventet.
Rivian regner nemlig med at producere 25.000 køretøjer i det nye regnskabsår, men havde det ikke været for problemerne med de globale forsyningskæder og manglen på komponenter, ville produktionen have været dobbelt så stor i 50.000 biler. Rivian nåede heller ikke sidste år sit produktionsmål, og frem til og med tirsdag i denne uge, har selskabet samlet set produceret 2425 køretøjer.
I fjerde kvartal voksede underskuddet, og Rivian spår et justeret driftsunderskud igen i det nye regnskabsår på 4,5 mia. dollar.
GOOGLE OG META UNDER LUP
EU's konkurrencemyndigheder har fredag åbnet en undersøgelse af en aftale om onlinereklamer, som Google og Meta, som ejer Facebook, indgik i 2018.
Aftalen, der er blevet kaldt "Jedi Blue", skal undersøges for, om den har svækket andre selskaber, der laver onlinereklame, og skadet konkurrencen til skade for forbrugerne i EU.
Google og Facebook forsvarer fredag aftalen og mener begge, at den har været god for konkurrencen.
Alphabet, der ejer Google, stiger 1,3 pct. i formarkedet. Meta ligger uændret.
Softwarekoncernen Oracle offentliggjorde sent torsdag regnskab, og aktien falder 0,6 pct. i formarkedet fredag.
Oracle oplevede i perioden en stigning i omsætningen på 4 pct. til 10,51 mia. dollar, hvilket var præcis som spået af analytikerne ifølge Bloomberg News.
Det justerede overskud per aktie skuffede desuden let, da det blev på 1,13 dollar, sammenlignet med 1,16 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 1,18 dollar, ifølge Bloomberg News.
Danske Orphazyme, der har en ADR-notering i USA, falder 39,3 pct. i formarkedet, efter selskabet sent torsdag søgte retlig beskyttelse fra kreditorerne med henblik på at gennemføre en restrukturering af selskabet.
.\\˙ MarketWire