EDF indregner millardtab fra politisk indgreb og lavere produktion
14/3 09:23
Det franske energiselskab EDF, Electricite de France, der har den franske stat som hovedaktionær, regner med at tage et gedigent hug til indtjeningen i år. Det sker på grund af lavere produktion fra selskabets atomkraftværker og en politisk beslutning om at selskabet skal sælge el til forbrugerne med store rabatter.
Det meddeler EDF mandag ifølge Bloomberg News.
Her skriver selskabet, at det nu regner med en negativ påvirkning på driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, fra rabatordningerne på cirka 10,2 mia. euro i 2022 mod tidligere ventet 8,4 mia. euro.
Derudover ventes der en negativ påvirkning fra en lavere produktion på cirka 16 mia. euro mod tidligere ventet 11 mia. euro.
EDF har tidligere meldt ud, at selskabet i år vil være presset af et lavere output fra sine atomkraftværker på grund af reparationer og vedligeholdelse, skriver Bloomberg. Oven i hatten har de franske myndigheder besluttet, at selskabet skal sælge el med klækkelige rabatter for at beskytte forbrugere og virksomheder mod stigende energipriser.
Energiselskabet fastholder dog sine målsætninger frem mod slutningen af 2023 om en nettogæld i forhold til EBITDA på cirka 3 gange og en justeret nettogæld kontra justeret EBITDA på 4,5 til 5 gange.
Aktien falder 3,4 pct. til 8,43 euro fra åbningen.
.\\˙ MarketWire
