Aktier/Danske: Håb om diplomatisk løsning sender kurserne op
14/3 10:59
Håbet om en diplomatisk løsning på krigen i Ukraine lever mandag morgen og medvirker til pæne stigninger på aktiemarkedet.
Det konstaterer Danske Bank.
Det tyske DAX-indeks stiger mandag formiddag 2,6 pct., mens de amerikanske aktiefutures ligger mellem 0,4 og 0,8 pct. højere.
Håbet om en fredelig løsning er opstået, efter at både Rusland og Ukraine i weekenden meldte om fremskridt i forhandlingerne.
- Det er svært at sige, hvor reel muligheden er for en aftale. Men der er ingen tvivl om, at krigen har store menneskelige, militære og økonomiske konsekvenser især for Ukraine, men også for Rusland, konstaterer Jakob Ekholdt Christensen, chef for makroanalyse i Danske Bank i et notat..
Mandag skal forhandlere fra Rusland og Ukraine mødes over en videoforbindelse for at opsummere den seneste tids fremskridt i forhandlingerne, skriver Ritzau.
Det sker sideløbende med, at de seneste undersøgelser og nøgletal fra Rusland viser tydelige tegn på, at sanktionerne rammer hårdt.
Den russiske centralbank indsamler løbende prognoser fra banker og økonomer, og den seneste undersøgelse, som blev annonceret i sidste uge, viser forventninger om en negativ vækst på 8 pct. i år, skriver Jakob Ekholdt Christensen.
Han peger desuden på, at den seneste måling viste en stigning i forbrugerpriserne på 2 pct. på bare en uge.
.\\˙ MarketWire
