Tirsdagens aktier: Mærsk og DSV tog investorerne i sikker havn
15/3 17:10
Det danske aktiemarked lukkede i minus efter en rød start tirsdag. DSV og Mærsk kæmpede ellers en brav kamp for at hive det danske eliteindeks den anden vej. Modsat endte de grønne aktier herunder Vestas i bunden.
Indekset lukkede dog med et mindre fald end tidligere på dagen. Den lille fremgang kan delvist tilskrives, at danske aktier generelt har klaret det godt. Det vurderer Lars Hytting, der er aktiehandler hos Artha Kapitalfond.
- Selvom det kan være mærkeligt at sige, så har de danske aktier generelt klart det godt siden krigen i Ukraine brød ud, fordi investorerne ser det som sikker havn, hvilket tager sig ud i de defensive aktier, siger Lars Hytting til MarketWire.
Mærsk-aktierne lukkede helt i top af C25 i kølvandet på koncernens generalforsamling på Esplanaden tirsdag, samt dagen før der afgår udbytte fra rederikoncernen på 2500 kr. per aktie. Men også DSV formåede at slutte i toppen uden særlig selskabsspecifikt nyt.
- Krisen i Kina med covid-nedlukninger truer forsyningskæderne, og det bevirker, at Mærsk og DSV aktierne stiger helt til vejrs, siger Lars Hytting.
C25 lukkede tirsdag med et fald på 0,3 pct. til 1713,38.
NY MÆRSK-FORMAND FORUDSER USIKKER MAKROØKONOMISK TID
Med den russiske invasion af Ukraine, går verden ind i en usikker tid med øgede geopolitiske spændinger.
Det sagde den kommende bestyrelsesformand i Mærsk, Robert Mærsk Uggla, i forbindelse med tirsdagens generalforsamling.
- Jeg er klar over, at A.P. Møller-Mærsk går ind i en meget usikker makroøkonomisk tid med store geopolitiske risici, som skaber en mere fragmenteret verden. Vi ser en høj inflation, der påvirker vores kunder og øger omkostninger. Med det sagt har jeg stor tillid til direktionens evne til at eksekvere den strategi, der ligger, lyder det fra Robert Mærsk Uggla.
Rusland har truet med at nationalisere flere af de selskaber i Rusland, som har trukket sine aktiviteter ud af landet. Ifølge Robert Mærsk Uggla har det ikke spillet ind i Mærsk beslutning om at frasælge sine aktiviteter.
- Naturligvis findes der en risiko for nationalisering, men det er ikke derfor, vi har reageret, siger den kommende formand.
Mærsks B-aktier steg med 1,2 pct. til 23200 kr.
VESTAS I RØDT TRODS NY ORDRE
Vestas fik en ordre på 86 megawatt (MW) i Argentina på vindmøller til de to projekter Mataco III og Vivoratá i Buenos Aires-provinsen. Med i pakken er der også en serviceaftale på 30 år i den dyreste klasse.
Vindmølleproducenten fik også løftet kursmålet til 220 kr. fra 185 kr. af Danske Bank, skriver PLX.AI. Anbefalingen "hold" gentages.
Vestas har den seneste tid nydt godt af udsigten til europæisk uafhængig af russisk gas - men faldt tirsdag 3,2 pct. til 197,55 kr.
SBS STYRTDYKKER
Blandt sidepapirerne faldt Scandinavian Brake Systems (SBS) markant, efter selskabet trak sine estimater for det ventede overskud ved salget af SBS Automotive til Schouw & Co. og har samtidig opgav at komme med nyt bud.
Det skyldes ændrede markedsforhold efter Ruslands invasion i Ukraine, lød det mandag fra SBS.
Aktien faldt 11,1 pct. til 11,25 kr.
Derudover får SAS brug for at hæve billetpriserne med mere end 10 pct. i forhold til 2019-priser for at kompensere for brændstofprisstigninger, der koster selskabet ekstra cirka 3-3,5 mia. svenske kr.
Det vurderer Sydbanks aktieanalysechef og SAS-analytiker, Jacob Pedersen, i et notat udsendt tirsdag morgen.
Flyselskabet dykkede 1,3 pct. til 0,64 kr.
FLSMIDTH INDGÅR SAMARBEJDE MED MICROSOFT
Ingeniørselskabet FLSmidth har indgået en aftale med Microsoft om at accelerere den danske koncerns digitale rejse og yderligere fremme sin bæredygtighedsplan, Missionzero, skriver mediet Australian Mining.
FLSmidth-aktien faldt 2 pct. til 187,30 kr.
Carlsberg fik skåret 150 kr. af sit kursmål til 1150 kr. fra 1300 kr. af Danske Bank, skriver PLX.AI, mens købsanbefalingen blev gentaget. Og finanshuset Redburn løftede sin anbefaling af aktien i Carlsberg til "køb" fra "neutral", fremgik det af data fra Bloomberg News.
Det hører dog med til historien, at retten til et udbytte på 24 kr. per aktie fragik tirsdag.
Aktien faldt 5,3 pct. svarende til 42,80 kr. til aktiekursen 771,40 kr.
.\\˙ MarketWire
