USA/middag: Spinkelt fredshåb og oliefald løfter aktier
15/3 18:31
De amerikanske aktier stiger pænt tirsdag, da investorerne fokuserer på håbet om en fredelig løsning på krigen i Ukraine, der er under angreb fra sin store nabo Rusland.
Det samme håb, på baggrund af videoforhandlinger mellem de to landes repræsentanter, øger også spekulationer i, at konflikten ikke vil forstyrre den globale olieforsyning, og derfor falder olieprisen igen under 100 dollar per tønde - for første gang i marts.
Den udvikling støtter også aktierne, da det dæmper frygten for øget inflationspres og dermed højere renter, som er skidt nytfor selskabernes omkostninger og prissætningen af aktier.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, stiger derfor tirsdag kl. 12.25, lokal tid i New York, med 1,5 pct., mens Dow Jones vinder 1,3 pct., og Nasdag går mest frem med et løft på 1,9 pct.
- Man har lige nu denne omvendte korrelation, hvor olie går op, og aktiemarkedet går ned, og når olien går ned, går aktierne op, siger Jack Janasiewicz, chefforvalter hos Natixis Investment Managers Solutions, til The Wall Street Journal.
RENTELØFT PÅ VEJ
Udover Ruslands invasion af Ukraine dominerer bekymringen for de kraftige prisstigninger, der i USA ligger i et 40-årigt højt niveau, og derfor regner markedsaktørerne i stigende grad med, at USA's centralbank, Federal Reserve, Fed, vil hæve renten på hver af årets resterende syv rentemøder med 0,25 pct. hver gang.
Første gang vil formentlig blive onsdag, når martsmødet afsluttes. Handelen med rentefutures indikerer således en effektiv rente onsdag på 0,36 pct., mens den effektive rente netop nu er i 0,08 pct.
En stejlere rentebane eller hårdere retorik omkring inflationen end ventet, kan dog skabe yderligere markedsuro.
TEKNOLOGI LØFTES
I S&P 500 er det de teknologitunge sektorer, som klarer sig bedst. Cyklisk forbrug stiger 2,5 pct., mens it-aktierne vinder 2,4 pct. Kommunikationsservice går lidt længere nede på listen frem med mere moderate 1,4 pct.
Det er kun energiaktierne, som er kravlet i rødt med 3,3 pct., da olieprisen tirsdag falder med 5,7 pct. til 97 dollar per tønde i USA.
Det er da også de tunge teknologinavne, som trækker markedet op. I it vinder Microsoft 2,7 pct., mens Apple løftes 2,1 pct., ligesom chipproducenterne Nvidia, AMD og Broadcom går frem med 4,3-6,5 pct.
Intel, der tirsdag har annonceret investeringer i Tyskland for 17 mia. euro, en del af en tidligere præsenteret investeringsplan på 80 mia. euro i Europa, falder derimod 0,2 pct.
I cyklisk forbrug stiger Amazon samtidig 2,9 pct., mens elbilproducenten Tesla, der har annonceret prisstigninger på alle bilmodeller på 3-5 pct. i både USA og Kina, løftes 3,0 pct., og i kommunikationsservice vinder Alphabet frem med 2,1 pct., mens Meta Platforms, ejeren af Facebook, dog sætter sig 0,2 pct.
De røde tal står ud for olieselskaberne, hvor Exxon Mobil og Chevron, USA's to største oliepumpende koncerner, taber henholdsvis 5,1 og 5,0 pct.
LUFTFART LETTER
Trods prognoser om fortsat lavere kapacitet i forhold til 2019, altså før coronapandemien, så er det luftfartsselskaberne, som topper i det amerikanske marked tirsdag. Den senere tid har kurserne her lidt under de stigende priser på jetfuel, men med tirsdagens olieprisfald lettes presset på aktierne, der får luft under vingerne. American Airlines vinder derfor 7,0 pct., mens Delta Air Lines løftes 6,9 pct., og United Airlines flyver 6,4 pct. frem.
På coronafronten, hvor Kina nu også ser stigende smitte, er medicinalselskaberne Pfizer og Moderna uenige om, hvorvidt der er behov for et fjerde stik med vaccine mod covid-19.
Albert Bourla, administrerende direktør i Pfizer, har i et interview med CBS søndag sagt, at beskyttelsen fra et tredje stik vil aftage, og at et fjerde stik derfor er nødvendigt "lige nu". Hos Moderna mener topchef Stephen Hoge dog endnu et boosterstik kun er nødvendigt hos ældre mennesker eller særligt udsatte.
Pfizer sætter sig 0,2 pct., og Moderna falder 3,2 pct.
.\\˙ MarketWire