Valuta/middag: Lille svækkelse af dollar frem mod rentemøde
16/3 14:16
Dollar taber onsdag stille og roligt terræn frem mod afslutningen af rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag aften.
Onsdag eftermiddag er dollarindekset, der vægter dollar mod euro, yen, det britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kr., sivet til 98,69 mod 98,89 onsdag morgen og 98,93 tirsdag eftermiddag.
Alle forventninger til rentemødet er indstillet mod en renteforhøjelse på 25 basispoint, og spændingen fokuserer derfor mod de efterfølgende udtalelser fra mødet. Her vil handlerne især lytte efter signaler for, hvor aggressivt centralbanken vil gå til værks for at imødegå den høje amerikanske inflation, mens den samtidigt skal tage hensyn til de makroøkonomiske effekter af krigen i Ukraine.
Det drejer sig om sanktionerne mod Rusland, forsyningen af råvarer og dermed prisen på energi.
For krigen i Ukraine tegner der sig et spinkelt håb om kompromis, hvor Ukraine forbliver et neutralt land men med egen hær. Men der er tale om svære forhandlinger, siger præsident Volodymyr Zelenskiy.
Euro koster onsdag middag 1,0989 dollar mod 1,0970 dollar mod onsdag morgen og 1,0945 dollar tirsdag, men dollar koster samtidig 118,30 yen mod 118,25 yen onsdag morgen og 118,20 yen tirsdag.
Mere lokalt er den svenske kr. styrket til 9,4808 svenske kr. per dollar fra 9,6165 svenske kr. tirsdag. Det sker, efter at den svenske centralbankchef Stefan Ingvers, har udtalt, at banken måske må hæve renten tidligere end ventet som reaktion på den stærkeste inflation i 30 år.
.\\˙ MarketWire
