Onsdagens aktier: Mærsk uden udbytte hindrede ikke indeksplus
16/3 17:07
Kursfald i de to tunge Mærsk-aktier - afledt af at aktierne blev handlet uden rekordudbytte - hindrede ikke et plus for det danske C25-indeks, der onsdag lukkede hele 2,5 pct. højere i 1756,67.
For der er kommet "fuldt blus på risikoappetitten", som senioraktierådgiver i Jyske Bank, Martin Munk udtrykker det.
- Kina har være ude at love, at man vil gå langt for at stabilisere markederne, og at man vi køre en proaktiv økonomiske politik. Det tog markedet rigtig pænt imod, og det har udviklet sig rigtigt rigtig positivt ude i Asien, som har haft det svært i en periode, konstaterer Martin Munk.
Men allerede i den amerikanske aktiehandel tirsdag aften blev der slået opmuntrende toner an til en positiv handelsdag onsdag, og ved børslukketid i Danmark var plusserne igen fremherskende på børserne i New York.
MÆRSK UDEN REKORDUDBYTTE
Mærsk-aktierne faldt som ventet og sluttede i bunden af eliteindekset med et minus på 4,1 pct. eller 960 kr. til 22.240 kr. for B-aktien. Men tages der forbehold for, at aktien onsdag handles eksklusive rekordudbytte på 2500 kr. per aktie, er der reelt tale om fremgang for aktierne på 6,6 pct. for B-aktien. (slut+2500/23.200)-100
Den relative fremgang forklares med den almindelige risikoappetit samt Mærsk-aktierne kobling til netop kinesisk økonomi og verdenshandlen.
Dermed var Ørsted efterladt på perronen som eneste aktier med et reelt fald, som var på 3,1 pct. til 804 kr. efter en periode med pæne stigninger i energiaktien.
Tæt på toppen af C25 steg aktien i it-selskabet Netcompany 9,7 pct. til 435,40 kr. og fulgte dermed udviklingen på det europæiske marked. Her fandt teknologiaktierne en særlig plads i solen drevet af udviklingen i Kina, der især har begunstiget de kinesiske teknologiaktier.
Øverst lukkede volatile Ambu med et plus på 11,3 pct. til 104,25 kr. uden selskabsspecifikt nyt.
BLANDET NYT FOR FLSMIDTH
I den nedre del af indekset steg FLSmidth mere beskedne 1,3 pct. til 189,75 kr.
Ingeniørkoncernen er ifølge netmediet Finans anklaget for at have brudt EU's sanktioner, der sigter på en minekundes russiske storaktionær.
På plussiden har FLSmidth hentet en ordre på omtrent 225 mio. kr. i Australien, meddelte selskabet onsdag morgen.
NY ANBEFALING TIL NOVO
Deutsche Bank har løfter sin anbefaling af Novo Nordisk til "køb" fra "hold", skrev nyhedsbureauet Direkt. Kursmålet er hævet til 850 kr. fra 735 kr. Novo aktien sluttede dagen 2,7 pct. højere i 710,70 kr.
MAERSK DRILLING SIKRET MILLIONKONTRAKT
Uden for eliteindekset sikrede borerigselskabet Maersk Drilling sig arbejde til jack up-riggen Maersk Resolve i fem måneder fra april i år. Riggen skal arbejde i den britiske del af Nordsøen i 150 dage for en unavngiven kunde. Aftalen har en værdi af 16,9 mio. dollar - svarende til omtrent 114,5 mio. kr.
Aktien sluttede 2,0 pct. højere i 322,40 kr.
TRIO AF REGNSKABER
It-koncernen Trifork voksede markant i 2021 såvel organisk som via opkøb. Omsætningen steg samlet med over 37 pct. til 158,5 mio. euro. Driftsresultatet EBIT voksede til 36,6 mio. euro fra 6,4 mio. euro. Trifork venter i 2022 et driftsresultat før renter og skat (EBIT) på 15,5-18,0 mio. euro.
Aktien steg 3,6 pct. til 213,50 kr.
It-koncernen Columbus havde fremgang i 2021 og venter yderligere vækst i år, selv om selskabet har besluttet at stoppe for nysalg i Rusland. Omsætningen steg til 1482 mio. kr. fra 1407 mio. kr., og den del af omsætningen, der er tilbagevendende, udgør nu 21,6 pct. af det samlede salg mod 20,2 pct. året før. EBITDA-overskuddet er vokset til 109,4 mio. kr. fra 100,9 mio. kr.
Columbus meddelte i øvrigt, at selskabet har solgt sine aktiviteter i Rusland for 2 mio. kr., og IT-aktien faldt 1,1 til 8,90 kr.
Kabelproducenten Roblon har leveret et regnskab for første kvartal med et nettounderskud på 4,6 mio. mod et underskud på 12,3 mio. kr. i samme periode året før. 2020. Roblon fastholder forventningerne til det forskudte regnskabsår 2021/22 om et resultat før skat på 0 til minus 19 mio. kr.
Aktien steg 1,4 pct. til 142 kr.
.\\˙MarketWire
