Fredagens aviser med Danske Bank, FLSmidth og Ambu
18/3 06:32
BØRSEN
BLOCKCHAIN-SATS MED BEKYMRENDE LAV AKTIVITET
Omfattende overvågning af blockchain-platformen Concordium viser, at der kun er få transaktioner. Det er bekymrende og kan sende Concordium ud i en ond spiral, vurderer eksperter, der ser det som en zombietilværelse. (Forside, side 6-7)
FOND MED HØJ GEARING BLÅSTEMPLET SOM MIDDELRISIKO
Hedgefonden Atlas Global Macro har fået risikomærket "middel” af stifteren, men risikomærkningen svarer ikke til virkeligheden, vurderer investeringsrådgivere. (Side 4)
VIRKSOMHEDER UDSTEDER OBLIGATIONER SOM ALDRIG FØR
Danske virksomheder udstedte obligationer for 59 mia. kr. i 2021, hvilket er rekordhøjt, viser tal fra Nordea. (Side 8)
INVESTORER FRYGTER NEDJUSTERING FRA AMBU
Blandt aktieanalytikere og investorer er der en udbredt mistillid til ordene fra topledelsen i Ambu, der trods en forsigtig prognose efter regnskabet for første kvartal risikerer at skuffe aktiemarkedet med endnu en nedjustering. (Side 9)
LEO PHARMA TABER OVER 4 MIA. KR. I 2021
Flad omsætning og milliardtab har tynget Leo Pharma de seneste tre år. Spareplan og middel mod eksem skal sikre børsnotering. (Side 9)
FORMANDS OPRYDNING BLEV SVÆRERE END FORVENTET
Der er områder, hvor Danske Bank er førende i Norden. Men en stor oprydning har fyldt meget for den afgående formand, Karsten Dybvad. (Side 12)
DANSKE VIRKSOMHEDER STÅR UDEN FORSIKRING I RUSLAND
Kun én dansk virksomhed har ifølge EKF tegnet investeringsgaranti - “political risk insurance” - der vil sikre dem mod russiske trusler. (Side 24)
BERLINGSKE BUSINESS
VESTEN LAMMER RUSLANDS FINANSSYSTEM PÅ REKORDTID
Vesten har fjernet ilttilførslen til det russiske finansielle system med tusindvis af sanktioner, der er ved at tvinge verdens 11.-største økonomi i knæ. Oveni kommer de vestlige virksomheders flugt. (Forside, side 4-5)
TYNGET DANSKE BANK SKIFTER FORMAND I EN TURBULENT TID
Efter tre år på formandsposten i landets største bank træder Karsten Dybvad tilbage og giver i stedet plads til den tyske bankmand Martin Blessing. Han overtager en bank, der lige nu slikker sårene efter flere kriser. (Side 2)
TIDLIGERE FORMAND: LAD OLIGARKERNE BETALE FOR CARLSBERGS KRIGSTAB
Hvis Rusland nationaliserer vestlige virksomheder og røver store midler fra Carlsberg og dermed fra Danmark, så bør tabet modregnes i russiske oligarkers indefrosne midler, mener professor emeritus Povl Krogsgaard-Larsen, som var formand for Carlsberg frem til 2012. (Side 6)
FREDERIKSVÆRK FRYGTER JOBKATASTROFE PÅ STÅLVALSEVÆRK EFTER NYE SANKTIONER
EU har pålagt nye sanktioner for råvarer, som også kan ramme den danske milliardvirksomhed Dansteel, der beskæftiger sig med stålproduktion og har russisk ejerskab. Fabrikken er den største arbejdsplads i Halsnæs Kommune og modtager leverancer fra Rusland. (Side 7)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
DANSKE SELSKABER SÆTTER TURBO PÅ ENERGI-OMSTILLING
Salling Groups koncernchef, Per Bank, og bestyrelsesformand Bjørn Gulden var hurtige til at give grønt lys, da de blev præsenteret for en plan til 2,5 mia. kr., som skal skære i de løbske energiudgifter og vriste detailkoncernen fri af russisk gas. En række andre danske virksomheder accelererer også energi-omstillingen. (Forside, side 6-7)
HUSCOMPAGNIET VENTER ET MINDRE FALD I SALGET
Huscompagniet holder i sit årsregnskab for 2021 fast i sine finansielle forventninger til 2022, men med den krølle, at selskabet venter et mindre nysalg end tidligere. (Side 2)
HØJERE OMKOSTNINGER ØGER UNDERSKUD HOS FLÜGGER
Flügger fik et større underskud end samme kvartal sidste år på grund af højere udgifter til råvarer og energi. (Side 2)
NY DANSKE BANK-FORMAND SKAL UDVIKLE BANKEN – IKKE TØMME SKABET FOR SKELETTER
Danske Banks aktionærer valgte på generalforsamlingen torsdag tyske Martin Blessing som ny formand. (Side 8)
FLSMIDTHS GULDORDRE I KLEMME EFTER NYE EU-SANKTIONER MOD OLIGARKER
Som reaktion på Ruslands angreb på Ukraine sanktionerede EU i denne uge endnu flere russiske oligarker. Nu undersøger FLS, om man kan fortsætte samarbejdet med et guldminefirma med tætte forbindelser til en af dem: rigmanden Suleyman Kerimov. (Side 10)
DANISH CROWNS KONKURRENCEEVNE DYKKER
De seneste uger er svinekødspriserne i Tyskland steget eksplosivt og har efterladt den danske sværvægter Danish Crown langt bagude. Konsekvensen er allerede nu tydelig: Eksporten af levende smågrise stiger. (Side 12)
KRISEN ER KOLOSSAL I LEO PHARMA – HAR TABT KNAP 5 MIA. KR. I 2021
Medicinalselskabet Leo Pharma kommer ud af 2021 med et historisk dårligt resultat og et underskud på små 5 mia. kr. I 2023 skal der igen tjenes penge, lyder det. (Side 14-15)
LIKVIDITETSKRISE TRUER ENERGIMARKEDET
Voldsomme prisudsving og historisk høje priser sætter likviditeten under pres for alle aktører i energi- og råvaremarkeder. (Side 16)
.\\˙ MarketWire