Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens aktier: C25 i plus og hovedroller til Topdanmark og Nordea

18/3 17:17

Det danske aktiemarked lukkede fredag med et plus efter en rolig markedsdag ovenpå en ellers impulsrig uge. Dagens største nyhed var milliardhandlen med Nordeas køb af Topdanmarks livsforsikringsdel.

- Det har været en rolig dag på aktiemarkedet, hvor vi har set fremgang sidst på dagen op til lukketid. Der er ikke umiddelbart noget selskabsspecifikt nyt, som virkelig har rykket i markedet i dag, det har stadig været den geopolitiske situation i Europa, som har haft størst fokus, siger aktiestrateg i Formuepleje Otte Friedrichsen til MarketWire.

Det danske C25-eliteindeks lukkede med en stigning på 0,7 pct. til 1808,96. Set over hele ugen steg indekset med 6 pct. fra 1704,23.

USA's præsident, Joe Biden, var fredag i dialog med den kinesiske præsident, Xi Jinping. Her gav det kinesiske statsoverhoved udtryk for, at krigen i Ukraine "ikke er i nogens interesse", skriver Reuters.

Det er ifølge Xi Jinping USA og Kina, der sammen må sikre, at bilaterale relationer holder sig på rette kurs. Dertil må også USA og Kina bære det internationale ansvar for at sikre verdensfred, siger den kinesiske præsident ifølge Reuters.

TOPDANMARK SOLGTE LIV-FORRETNING TIL NORDEA

Forsikringsselskabet Topdanmark har solgt sine livsforsikrings- og pensionsaktiviteter til Nordea for cirka 270 mio. euro - svarende til lige godt 2 mia. kr.

Med i prisen er også et udbytte til Topdanmark før handlens gennemførelse, oplyste Nordea.

- Topdanmark Livsforsikring er et rigtigt fint strategisk match og øger vores eksponering til det danske detailmarked for opsparing, udtaler Mads Skovlund, leder af privatkundeforretningen i Nordea Danmark, i en pressemeddelelse.

Topdanmarks salgspris var 14 pct. højere end finanshuset UBS' værdiansættelse. Det vurderer UBS, der har den negative anbefaling "sælg" for Topdanmark-aktien ifølge Bloomberg News.

Topdanmark lukkede fredag med en stigning på 3,1 pct. til 411 kr. Nordea steg med 1,6 pct. til 75,86 kr.

TEKNISK PRES PÅ DSV OG DANSKE BANK

Fredag fragik retten til udbytter i både DSV og Danske Bank i øvrigt.

DSV udbetalte 5,50 kr. per aktie, og Danske Bank gav 2 kr. per aktie for resultaterne i 2021.

DSV lukkede trods udbyttet med en stigning på 1,8 pct. til 1353 kr., mens Danske Bank faldt med 1,7 pct. til 112,95 kr.

MÆRSK SÅ FORSTYRRELSER I KINA EFTER COVID-UDBRUD

Mærsk venter, at nedlukninger i store kinesiske byer som følge af covid-19 - og herunder teknologicentrummet Shenzhen - kan give forsinkelser i havnene.

Kina har efter en opblussen i smittetilfælde indført streng grænsekontrol, omfattende tests og nedlukninger, mens det også har indført tiltag til at sikre stabil drift for virksomheder.

Mærsks B-aktie lukkede fredag med en stigning på 1 pct. til 22.880 kr.

VESTAS FIK ORDRE

Vestas vandt en ordre på 30 megawatt (MW) til den italienske vindpark Licata på Sicilien.

Det meddelte selskabet fredag formiddag. Ordren er på syv V150-4.2 MW-møller, hvoraf seks af dem leveres med et output på 4.3 MW. Derudover er en 15-årig AOM 5000-serviceaftale med i ordren.

Vestas-aktien faldt med 0,7 pct. til 208,40 kr. fredag.

SIG FORDOBLEDE INVESTERINGSRESULTAT

I 2021 formåede Scandinavian Investment Group, SIG, at fordoble sit investeringsresultat til 32 mio. kr. fra 16 mio. kr. året forinden.

Formålet med investeringerne er at forrente aktionærernes afkast efter skat "bedst muligt og med tilsvarende lav risiko".

Aktien lukkede fredag uændret i 2,84 kr.

.\\˙ MarketWire