Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Alibaba trækker kinesiske ADR-aktier med op i grønt marked

22/3 14:42

De kinesiske ADR-noteringer i USA er kommet godt fra start ved amerikansk børsåbning tirsdag, hvor de anført af Alibaba, der har hævet sit aktietilbagekøbsprogram til 25 mia. dollar. Tiltaget fra Alibaba har givet næring til håbet om, at Kina vil løsne sit greb om landets teknologiaktier.

Det brede S&P 500-indeks stiger 0,4 pct., Dow Jones går frem med 0,5 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks øger 0,2 pct.

Nasdaq Golden Dragon China-indekset, der består af kinesiske aktier i USA, stiger samtidig 4,5 pct.

Mandag lukkede de store amerikanske indeks med fald på 0,0-0,6 pct. med det største minus til Dow Jones.

Hos amerikanske storbanker som Bank of America, Citigroup og Morgan Stanley er der fra åbningen plusser på 0,7-2,4 pct., efter at centralbankchef i Federal Reserve, Jerome Powell, mandag gjort det klart, at centralbanken om nødvendigt er klar til at hæve renten med 50 basispoint i maj.

NIKE SLOG FORVENTNINGER TRODS UDFORDRINGER

Nike præsenterede efter børslukketid mandag regnskab for tredje kvartal af det forskudte regnskabsår 2021/22, hvor der på både top og bund blev overrasket positivt.

Omsætningen steg i tredje kvartal 5 pct. til 10,87 mia. dollar mod ventet 10,61 mia. dollar. Toplinjen var løftet af et forbedret salg i Latinamerika, Asien, Nordamerika og Europa, fremgår det af regnskabet. Imens faldt salget i Kina.

Det justerede overskud per aktie endte på 0,87 dollar mod konsensus blandt analytikerne ifølge Bloomberg News på 0,72 dollar. I samme periode året før var der tale om et overskud på 0,90 dollar.

Nettooverskuddet lød i perioden på 1,40 mia. dollar, mens analytikerne så 1,17 mia. dollar.

Regnskabet er blevet mødt med flere positive analytikerkommentarer fra blandt andet Morgan Stanley og Citi, der dog ser en mulig negativ påvirkning fra den stigende smitte med covid-19 i Kina, der kan påvirke efterspørgslen og forsyningskæderne.

Aktien i sportstøjsproducenten stiger 5,8 pct. til 137,67 dollar.

ALIBABA ØGER AKTIETILBAGEKØBSPROGRAM

Den kinesiske e-handelsgigant Alibaba har tirsdag meddelt, at det har øget sit aktietilbagekøbsprogram med 10 mia. dollar til i alt 25 mia. dollar - tæt på 169 mia. kr.

Det er godt nyt for investorerne, der sender selskabets ADR-notering i USA op med 9,9 pct. til 113,86 dollar. I Hongkong steg aktien 11,2 pt. til 110,20 hongkong-dollar.

Analytikerne deler ifølge Bloomberg News begejstringen, da det kan signalere, at de kinesiske myndigheder vil lette presset på de store teknologiselskaber.

De kinesiske teknologiaktier har det seneste halvandet år været hårdt presset af netop pres fra myndighederne. Tirsdag i sidste uge bundede aktien i USA i 76,76 dollar efter frygt for, at økonomiske sanktioner også kan ramme Kina samtidig med at landet også kæmper mod covid-19-udbrud i flere regioner.

Også andre kinesiske ADR-noteringer stiger tirsdag, heriblandt Baidu, der ligger 5,1 pct. højere i 154,16 dollar. JD.com stiger desuden med 3,8 pct. til 63,75 dollar og Didi med 2,6 pct. til 4,27 dollar.

CHEVRON RAMT AF STREJKE

Chevron er ramt af et strejke på et af sine raffinaderier i Richmond, Californien, skriver avisen Wall Street Journal.

I alt 500 medarbejdere har nedlagt arbejdet efter stilstand i kontraktforhandlingerne, lyder det fra fagforeningen United Steelworkers. De ansattes kontrakter udløb i februar.

I alt har Chevron 3000 ansatte på raffinaderiet.

Strejken kommer på et tidspunkt, hvor priserne på både olie og gas ser store stigninger. Tirsdag tager prisstigningerne imidlertid en pause, efter at både Brent- og WTI-olien mandag blev løftet 7,1 pct.

Olieproducentens aktie falder 0,8 pct. til 163,33 dollar.

.\\˙ MarketWire