Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tesla har åbnet ny giga-fabrik nær Berlin

22/3 17:50

Elbilgiganten Tesla har tirsdag åbnet sin nye bilfabrik uden for Berlin - det første produktionssted for Tesla-biler i Europa.

Forbundskansler Olaf Scholz sagde ved åbningen af den nye giga-fabrik, at den er et bevis på det østlige Tysklands industrielle prestige.

- Det er øst, som er front i industrien, sagde den tyske regeringsleder i Grünheide sydøst for Berlin.

Scholz priste også den hurtighed og effektivitet, som har præget opførelsen og udviklingen af den nye fabrik.

- Tysklands kan være hurtig, sagde Scholz om Tesla-fabrikken, der ligger ret tæt på den nye BER lufthavn, som åbnede i 2020 - ni år senere end planlagt.

Tesla har været i stand til at åbne fabrikken, mindre end to år efter agt byggeriet begyndte - blandt andet fordi selskabet har spillet højt spil ved at bygge uden at lade sig opholde af forsinkede tilladelser og godkendelser.

Teslas stifter og topchef, Elon Musk, dansede af glæde under indvielsen og var med til at give stort bifald til de første kunder, som kørte af sted med den første Model Y produceret i Europa.

"Danke Deutschland!!" tweetede Musk.

Tesla har planer om at producere over en halv million elbiler på fabrikken, som ligger i delstaten Brandenburg, der omgiver Berlin.

Der ventes at blive beskæftiget over 12.000 mennesker på fabrikken i Grünheide, der ligger omkring 40 kilometer øst for Berlins centrum.

Ifølge statistikbanken Statista producerede Tesla hele sidste år lidt under en million biler. Produktionen steg betragteligt fra kvartal til kvartal. I sidste kvartal i 2021 blev der produceret 305.840 Tesla-biler.

Musk er verdens rigeste mand og ifølge erhvervsmagasinet Forbes god for cirka 227 milliarder dollar. Det svarer til over 1500 milliarder kroner.

/ritzau/AFP