Rusland/Nordnet: Børsåbning kan presse russiske aktier og rublen
24/3 07:12
Der er torsdag morgen et stort frasalg på den russiske børs under opsejling, når der åbnes for handel, efter at Ruslands regering har holdt børsen lukket i knap en måned.
Presset på aktiemarkedet kan også ramme valutamarkedet, hvor den russiske rubel nu skal stå sin prøve.
Det skriver Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar.
Siden Ruslands invasion af Ukraine har interessen for at trække sig ud af landet være stor blandt investorerne, som har været fastholdt af den lukkede børs.
Handlen indledes klokken 8.50 dansk tid og løber frem til klokken 12.
I den periode vil nogle investorer sælge uanset prisen, mens andre kun vil sælge, hvis det vurderes økonomisk ansvarligt, skriver investeringsøkonomen.
- I tillæg til udviklingen i aktierne vil der også blive holdt øje med udviklingen i den russiske rubel. Før invasionen kostede 1 dollar cirka 75 rubler, skriver Per Hansen.
Siden har den russiske rubel på sit værste været svækket til 144 for en dollar. Torsdag har den stabiliseret sig omkring 100 rubler for en dollar.
De vestlige investorers aktiesalg vil presse rublen, lyder vurderingen fra investeringsøkonomen. Han tilføjer dog, at Ruslands krav om betaling i rubler for gas alt andet lige vil give en markant efterspørgsel på den russiske valuta.
.\\˙ MarketWire
