Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: FLS og Carlsberg i top på grøn dag - Mærsk og DSV ned

29/3 11:34

Aktiemarkederne er i godt humør tirsdag middag drevet af positive forventninger til det møde, som de stridende parter i Ukraine holder i Istanbul. I toppen af indekset ligger FLSmidth og Carlsberg, men Mærsk-aktierne sejler rundt i bunden.

Det danske eliteindeks, C25, sendes op med 1,1 pct. til 1775,88. De tre ledende indeks i Europa, FTSE100, CAC 40 og DAX, viser plus på 0,9-1,7 pct.

- Det er håb, at forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland i Istanbul kan være et godt skridt på vejen mod en holdbar løsning på Ukraine-krigen, der driver stemningen tirsdag middag, vurderer senioraktiehandler i Jyske Bank Martin Munk over for MarketWire.

FLSmidth nyder godt af en ordre fra Argentina. Der skal leveres mineudstyr til Josemaria Resources' kobber- og guldprojekt 450 km fra byen San Juan. De 110 mio. kr. var allerede skrevet ind i ordrebogen i fjerde kvartal sidste år - men de resterende 490 mio. kr. fylder i ordrebogen for første kvartal i år.

Aktien stiger 5,6 pct. til 182,95 kr.

Carlsberg er fortsat ovenpå efter mandagens melding om, at man trækker sig helt fra Rusland.

- Carlsberg nyder godt af, hvad jeg vil kalde omdømmeeffekten af meddelelsen om at bryggerikoncernen trækker sig fra Rusland. Selve de finansielle konsekvenser er fortsat ikke belyst, siger Martin Munk.

Carlsberg-aktien stiger 4,1 pct. til 843,60 kr.

I bunden af indekset ligger A.P. Møller-Mærsk, der har fået en lavere anbefaling.

- Umiddelbart er forklaringen nok nedjusteringen fra Deutsche Bank kombineret med usikkerhed om den ventede rateudvikling, vurderer senioraktiehandleren.

Mærsk får sænket anbefalingen af Deutsche Bank til "hold" fra "køb". I samme runde barberes kursmålet ned til 22.500 kr. fra 26.400 kr.

Ifølge Deutsche Bank-analytiker Andy Chu vil krigen i Ukraine have lille indvirkning på de logistik- og containershipping-aktier, som banken dækker. Dog kan krigen få indirekte konsekvenser og påvirke forbrugerne og den økonomiske vækst negativt.

Mærsks B-aktie falder 2,1 pct. til 20.860 kr.

Også DSV har været gennem Deutsche Banks regneark, der i den anledning skærer 18 pct. af kursmålet, så det nu er på 1500 kr. mod før 1830 kr., mens købsanbefalingen gentages.

Aktien falder 0,2 pct. til 1332,50 kr.

Modsat Carlsberg vil Rockwool ikke trække sig fra Rusland.

- Hvis vi forlader, vil forretningen sandsynligvis fortsætte med at fungere under et andet "ejerskab". I realiteten ville vi give den russiske stat en gave på flere milliarder kroner med en effektiv forretning, et stærkt brand, topteknologi og værdifuld intellektuel ejendom fra den ene dag til den anden, skrev topchef i Rockwool Jens Birgersson i en mail sent mandag.

Rockwool stiger 2,1 pct. til 2337 kr.

Carlsberg meddelte mandag, at et exit fra Rusland er en realitet, og det kan betyde nedskrivninger for 19,5 mia. kr. i ikke-kontante nedskrivninger, vurderede Sydbanks aktieanalytiker Per Fogh på dagen.

Novo Nordisk meddelte sent mandag, at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har godkendt en 2,0 mg dosis version af medicinalselskabets en gang ugentlige GLP-1'er Ozempic til behandling af voksne med type 2-diabetes.

Dermed er Ozempic nu godkendt i USA i versioner på 0,5, 1,0 og 2,0 mg til behandling af diabetes.

- Det var ikke uventet, vurderer Martin Munk.

Novo-aktien løftes alligevel 1,7 pct. til 741,10 kr.

.\\˙ MarketWire