USA/åbning: Overvejende grøn start - Musk og Twitter har hovedroller
5/4 15:58
Det amerikanske aktiemarked åbner overvejende i grønt på trods af usikkerhed om nye europæiske restriktioner med Rusland. Twitter gør sit for at hjælpe til med en pæn gevinst på andendagen, efter at verdens rigeste mand og Teslas stifter, Elon Musk, meddelte, at han har opbygget en stor aktiepost i det sociale medie.
Modsat futures op til markedsåbningen stiger det brede S&P 500-indeks 0,1 pct. tirsdag, Nasdaq-indekset oplever en tilbagegang på 0,4 pct., mens Dow Jones stiger 0,3 pct.
Stemningsskiftet på det amerikanske marked kan i høj grad tilskrives udsigten til nye og strammere sanktioner fra Europa mod Rusland oven på de formodede krigsforbrydelser, som landet har begået mod civilbefolkningen i den ukrainske by Butja i weekenden.
Derudover har den russiske bombning af et oliedepot i havnebyen Odessa i weekenden sammen med de forstående sanktioner sendt oliepriserne op. Den amerikanske WTI-olie er steget 0,5 pct. tirsdag til 103,98 dollar for en tønde olie.
TWITTER FÅR MARKANT VÆGT PÅ SKULDRENE
Mandagens store kursraket Twitter har travlt, hvis mandagens kursstigning skal retfærdiggøres, mener Jefferies.
Børshuset ser mandagens kurshop på 27 pct. som en mulig overreaktion, og aktien steg da også alene på nyheden om, at Elon Musk, grundlægger af og topchef i Tesla samt verdens for tiden rigeste person, i løbet af marts har købt sig til at blive den største aktionær i det sociale medie ifølge Bloomberg News.
Musk har opbygget en aktiepost på 9,2 pct. - og tirsdag er han tilbudt en plads i bestyrelsen.
Samtidig har Twitter og Musk indgået aftale om, at han så længe han sidder i bestyrelsen og i op til 90 dage derefter ikke må øge sin ejerandel i Twitter til over 14,9 pct.
Mandagens stigninger vil dog ifølge Jefferies kræve væsentlig fremdrift mod Twitters 2023-mål for omsætning og daglige brugere, givet at aktien allerede nu er steget 16 pct. i år og handles med en præmie på mere end 100 pct. sammenlignet med Facebooks ejer, Meta Platforms.
- Væd ikke imod Musk, men vi undrer os over rationalet bag hans investering, hedder det i Jefferies-notatet.
Investorerne lytter dog tilsyneladende ikke. Twitter-aktien stiger tirsdag yderligere 7,3 pct. til 53,61 dollar.
Musk er dog også lidt i modvind, da det er kommet frem, at han var alt for sent på den og brød børsreglerne, da han mandag annoncerede, at han har opbygget en aktiepost på 9,2 pct. i Twitter, skriver CNBC.
Musk burde allerede have meddelt opkøbet over 10 dage forinden.
Ifølge det amerikanske børstilsyn, SEC's, regler har man ellers ind til 10 kalenderdage til at indberette en stor aktiepost, når den passerer 5 pct.
Men Musks indberetning af aktieposten skete med henvisning til en aktiepost opbygget den 14. marts, og han skulle altså have indberettet købet senest den 24. marts. I stedet ventede han yderligere 11 dage til den 4 april.
SEC's bøder for at bryde reglerne løber typisk op i omkring 100.000 dollar. Det svarer ifølge CNBC til 0,00003 pct. af Elon Musks formue. Skulle en gennemsnitlig amerikansk husholdning betale samme andel af sin formue i bøde, ville den udgøre 3 cent.
Tesla-aktien falder 0,7 pct. til 1137,97 dollar på børsen i New York.
AMAZON UDFORDRER MUSK
Den amerikanske e-handelsgigant Amazon har tirsdag sikret selskabet 83 satellitopsendelser over de næste fem år. Planen er at sammensætte en satellitkonstellation, som Amazon kalder Project Kuiper.
Det er selskabets store satsning på at træde ind på bredbåndsinternet-marked, og ambitionen er at konkurrere med Musks SpaceX's Starlink.
Det skriver Investing.com.
Amazon falder 0,7 pct. til 3348,66 dollar forud for handelsstart tirsdag.
Den amerikanske kapitalfond Stone Point Capital har tirsdag købt livsstils- og fitnessvirksomheden Tivity Health for 32 dollar per aktie til en samlet værdi på 2 mia. dollar. Det betyder, at Tivity bliver en privatejet virksomhed, som ikke længere kan handles på Nasdaq.
.\\˙ MarketWire
