Aktier/tendens: Negativ start i vente - reducerede kursmål for Genmab
11/4 08:29
Der er øretæver i luften på det danske aktiemarked mandag, hvis indikationerne fra udlandet står til troende. Og med fortsat negative reaktioner på Genmabs tabte voldgiftssag og en vis tilbageholdenhed op til den forestående påskeferie samt starten på den amerikanske regnskabssæson, er der ikke meget at bruge som løftestang for stemningen på det danske marked fra ugens start.
Det brede amerikanske S&P 500-indeks faldt 0,3 pct. fredag, og så godt som hele tabet kom efter det danske markeds lukketid.
Mandag morgen dropper de store amerikanske indeksfutures yderligere 0,5-0,8 pct. med størst vægt i teknologisegmentet, og ses der på den tyske DAX-future, indikeres der et tab på børsen i Frankfurt på omkring 0,9 pct., når det tyske marked åbner.
Det danske eliteindeks, C25-indekset, lukkede fredag 0,2 pct. højere i 1805,37.
REDUKTIONER I KURSMÅL I OVERTAL
Medicinalkoncernen Genmab har fået sænket kursmålet af norske DNB med 200 kr. til 2750 kr. Det kommer, efter at selskabet mod slutningen af sidste uge meddelte tabet af en voldgiftssag for kræftmidlet Darzalex mod partneren Janssen.
Tvisten gik værdimæssigt gik på, hvorvidt Janssen er forpligtet til at betale royalties til Genmab, indtil Genmabs patenter vedrørende Daratumumab udløber, eller indtil Janssens patenter vedrørende Daratumumab ikke længere yder beskyttelse.
Også Bank of America reagerer på voldgiftsnederlaget med en reduktion af kursmålet til 2846 kr. fra 3030 kr., mens anbefalingen "køb" fastholdes.
Der var imødeset kursfald på helt op til en tocifret procentsats tal, men efter fredagens handel var slutresultatet et tab i Genmab-aktien på 2,3 pct. til 2560 kr.
Også smykkeselskabet Pandora har fået sænket kursmålet. Det er canadiske RBC og amerikanske JPMorgan der har sænket målet til henholdsvis 710 kr. fra 730 kr. og til 810 kr. fra 940 kr.
RBC gentager den neutrale anbefaling "sector perform", og JPMorgan har den ligeledes afventende anbefaling "neutral".
Pandora steg fredag 0,5 pct. til 619,40 kr.
Medicokoncernen Coloplast er med i samme vogn som Pandora og Genmab. Coloplast får sænket kursmålet til 1120 kr. fra 1230 kr. af den amerikanske storbank Citigroup.
Coloplast lukkede fredag i 1084 kr., hvilket var uændret fra torsdag.
Maersk Drilling er blevet har landet en kontrakt til en værdi af cirka 43 mio. dollar plus potentielle performancebonusser i en rig-delingsaftale mellem TotalEnergies EP Nederland og Petrogas E&P Netherlands.
Kontrakten løber fra andet/tredje kvartal i direkte forlængelse af riggens nuværende kontrakt og inkluderer nedlukning af 11 brønde med TotalEnergies og 20 brønde med Petrogas.
Drilling lukkede fredag i 367,40 kr. efter en stigning på 0,4 pct.
Kabelselskabet NKT har fået løftet kursmålet af schweiziske Credit Suisse til 350 kr. Hidtil lød målet på 320 kr.
NKT lukkede fredag med en stigning på 0,3 pct. i 320,80 kr.
.\\˙ MarketWire
