Asien: Frygt for aggressiv amerikansk forbundsbank rammer aktierne
12/4 06:32
De asiatiske aktier forlænger mandagens deroute tirsdag morgen, hvor stigende amerikanske T-bondrenter op til dagens amerikanske inflationsdata indikerer frygt for endnu mere aggressive renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
- Vi er ret aggressive med hensyn til amerikanske renteforhøjelser, og vi tror, at det ikke kun er mængden af stramninger, men også tempoet, der kommer til at påvirke investorerne, siger aktiechef Elizabeth Tian fra Citigroup i Sydney til Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan falder 0,3 pct.
Futures for de store amerikanske aktieindeks indikerer kursfald på 0,4-0,5 pct., når markedet åbner senere på dagen i New York.
I Japan er investorerne begyndt at tage forbehold for de stigende amerikanske renter og den svage yen.
- Risikoaktiver er begyndt at reagere på den gentagne stigning i renterne, hvor amerikanske aktier faldt kraftigt i nat, da den amerikanske 10-årige rente ramte det højeste i tre år, skriver cheføkonom Tapas Strickland fra National Australia Bank i et notat ifølge AFP.
Det toneangivende Nikkei 225-indeks falder 1,4 pct., og det brede Topix-indeks falder 1,1 pct.
De kinesiske børser er knap så negative. Shanghai Composite og CSI 300 falder henholdsvis 0,3 pct. og 0,1 pct.
Hang Seng-indekset i Hongkong dykker samtidig 0,6 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -1,4 |
| Topix | -1,1 |
| Hongkongs Hang Seng | -0,6 |
| China Shanghai Composite | -0,3 |
| China CSI 300 | -0,1 |
| Taiwan Taiex | 0,0 |
| Sydkoreas Kospi | -1,0 |
| Indiens BSE Sensex | n/a |
| Singapores STI | -0,9 |
| Sydney ASX 200 | -0,5 |
Indeksværdi klokken 5.15.
.\\˙ MarketWire
