Fed's Evans: Renteløft på 50 basispoint i maj skal overvejes - NY
12/4 06:34
Det er værd at overveje, om renten skal løftes med 50 basispoint til maj.
Det mener Charles Evans, der er chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i Chicago.
- 50 er naturligvis værd at overveje, og måske også meget sandsynligt, udtaler han ifølge Bloomberg News.
Renten hæves typisk med 25 basispoint ad gangen, og der vil derfor være tale om et dobbelt løft. Det seneste renteløft på 25 basispoint fandt sted i marts og var det første siden 2018.
Charles Evans er kendt for at have en mere dueagtig tilgang, mens Federal Reserve for tiden er langt mere høg.
Det næste møde i centralbankens rentekomité FOMC finder sted i den første uge af maj, men Charles Evans er ikke berettiget til at stemme her.
Ifølge Charles Evan bør banken dog bevæge sig mod et mere neutralt renteniveau, som ifølge ham er 2,25-2,5 pct. Det er et niveau, man med fordel kan nå inden marts, men sker det allerede i december, vil det være en fordel, siger Evans ifølge Bloomberg.
- Hvis du vil ramme neutralt niveau til december, så vil det nok kræve omkring ni løft i år, og du når ikke derhen kun ved 25 point ved hvert møde, lyder det.
Referatet fra rentemødet i den amerikanske centralbank i marts viste, at flere medlemmer var for et renteløft på 50 basispoint, men holdt sig til et løft på 25 basispoint på grund af usikkerheder forbundet med krigen i Ukraine.
Kun James Bullard, der er chef for Federal Reserves afdeling i St. Louis , var den eneste af rentekomitéens medlemmer, der stemte for et løft på 50 basispoint.
Samtidig viste referatet, at flere af medlemmerne heller ikke var afvisende over for, at et eller flere renteløft på 50 basispoint ville være passende set i lyset af den høje inflation.
Markedet har dog i høj grad allerede indpriset aggressive rentetiltag fra Federal Reserve.
.\\˙ MarketWire
