Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

USA/åbning: Netflix i markant styrt i grøn åbning

20/4 15:38

Streamingtjenesten Netflix sendes i dørken af investorerne onsdag, efter selskabet har mistet kunder og ser fortsat tilbagegang i andet kvartal.

Modsat får Lululemon og Procter & Gamble tomlen op efter regnskaber med gode takter.

Samlet stiger det brede S&P 500-indeks, hvor Netflix vejer 1,2 pct., med 0,5 pct., Dow Jones øger med 0,9 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks stiger 0,1 pct. umiddelbart efter åbningen onsdag.

Tirsdag endte det brede S&P 500-indeks med et plus på 1,6 pct., Dow Jones gik frem med 1,5 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks endte hele 2,2 pct. højere.

Det er fortsat regnskabssæsonen, der har investorernes fokus.

Og regnskaberne fortsætter med at strømme ind onsdag, hvor Procter & Gamble er kommet med regnskab, og blandt andet Tesla, Tenet, Alcoa og United Airlines Holdings alle kommer med tal for første kvartal efter børsluk.

NETFLIX MISTER KUNDER

For første gang i et årti mistede Netflix kunder i et kvartal, og flere frafald ses forude.

Samlet faldt antallet af kunder med 200.000 i første kvartal, og Netflix forudser et fortsat fald på op til 2 mio. betalende kunder i andet kvartal.

Ifølge Bloomberg News havde analytikerne sat næsen op efter en fremgang i antallet af kunder i årets første tre måneder på 2,5 mio.

For et år siden lød kundetilgangen på 3,98 mio., hvor Netflix blev båret frem af coronapandemien, hvor folk sad hjemme og hverken kunne gå i biografen, gå ud, gå til koncerter eller deltage i andre sociale begivenheder.

Det samlede antal betalende kunder lød på 221,64 mio. i første kvartal mod ventede 224,5 mio. Omsætningen lød på 7,87 mia. dollar mod ventede 7,95 mia. dollar.

Aktien dykker 30,1 pct. i den indledende handel til 243,38 dollar, og blandt andet Roku, der producerer elektronik til at streame lyd og video fra internettet, og Walt Disney, der blandt andet tilbyder underholdning via streaming, falder med henholdsvis 6,7 pct. og 4,3 pct.

- Vi er lige nu i et år med høj inflation, og det vil betyde problemer for nogle selskaber. Vi forsøger at vurdere fremdriften hos virksomhederne - men nogen vil se deres rentabilitet komme under pres, hvis de ikke har fremdriften, siger Luc Filip, investeringschef hos SYZ Private Banking, til Bloomberg.

P&G HÆVER FORVENTNINGERNE

Forbrugsvarekoncernen Procter & Gamble, der blandt andet ejer mærker som Pampers, Gillette og Duracell, stiger 1,5 pct. i de første handler, efter koncernen har løftet prognosen for 2021/22 i sit regnskab, der er offentliggjort før handlen starter.

P&G ser nu en organisk salgsvækst i år på 6-7 pct., hvor analytikerne havde estimeret en vækst på 5,5 pct. ifølge Bloomberg News.

Omsætningen i tredje kvartal, der sluttede ved udgangen af marts, endte på 19,4 mia. dollar mod ventede 18,7 mia. dollar.

Den canadiske sports- og yogatøjkoncern Lululemon har planer om at fordoble salget til 12,5 mia. dollar inden 2026, idet produktpaletten udvides med tilbud til mænd, skriver Bloomberg News i forbindelse med selskabets investordag.

Femårsplanen viser, at Lululemon sigter på en gennemsnitlig årlig vækstrate på 15 pct. i forhold til 2021, hvor salget var på 6,25 mia. dollar.

Lululemon venter, at indtjeningen per aktie vil overgå salgsvæksten.

Aktien stiger med 0,4 pct.

IBM I GRØNT

IBM kom med regnskab for årets første kvartal efter lukningen af markederne tirsdag. Og onsdag er it-konsulenten til eksamen.

Umiddelbart sender investorerne aktien op med 5,5 pct.

Regnskabet viste en omsætning på 14,20 mia. dollar mod ventede 13,81 mia. dollar ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Det var blandt andet udviklingen i cloud-forretningen og Softwaredivisionen, der hiver humøret op.

- Efterspørgslen efter cloud og AI (kunstig intelligens) drev væksten i både Software og Consulting, siger Arvind Krishna, der er topchef i IBM, ifølge Bloomberg.

TWITTER MED LILLE PLUS

Twitter er fortsat i fokus, efter at Tesla-stifter Elon Musk i påsken kom med et uopfordret købsbud på selskabet bag det sociale medie af samme navn på 43 mia. dollar.

Twitter forsøger at forpurre Musks opkøbsforsøg og valgte at udvande sin aktie gennem udstedelsen af nye aktier, der sælges billigere til øvrige investorer. Den defensive strategi omtales populært også som en "giftpille."

Tirsdag kom næste træk fra Elon Musk, der er parat til at investere mellem 10 og 15 mia. dollar af sine egne penge for at overtage Twitter.

Twitter falder 0,8 pct. efter et fald på 4,7 pct. tirsdag.

.\\˙ MarketWire