Maersk Drilling: Konkurrencemyndighed udtrykker bekymring om fusion-NY
22/4 08:59
Maersk Drillings forestående fusion med amerikanske Noble bliver - helt som ventet - mødt af modstand fra de britiske konkurrencemyndigheder, CMA.
Konkurrencemyndighederne i Storbritannien rejser bekymring om udbuddet jack up-rigge i Nordvesteuropa, lyder det efter en såkaldt fase 1-undersøgelse af fusionen.
De forudser samtidig, at driftsomkostningerne vil blive højere for olie- og gasproducenter i den britiske del af Nordsøen.
- Hvis de fusionerende selskaber ikke kan møde CMA's bekymringer, vil aftalen overgå til en dybdegående fase 2-undersøgelse, skriver myndigheden ifølge Bloomberg.
Maersk Drilling og Noble Corporation forudså allerede tidligere i april, at en godkendelse fra Storbritannien ville blive fulgt af krav om at skulle sælge specifikke rigge, der lige nu er lokaliseret i Nordsøen. Derfor gik de i gang med at undersøge mulighederne for salg.
Selskaberne pegede på riggene Noble Hans Deul, Noble Sam Hartley, Noble Sam Turner, Noble Houston Colbert, og en CJ-70 design borerig, som parterne på nuværende tidspunkt forventer bliver Mærsk Innovator. Det kunne dog også blive Noble Lloyd Noble.
Maersk Drilling og Noble Corporation offentliggjorde først deres fusionsplaner i november 2021. Forventningen er at kunne afsluttes handlen i midten af 2022, hvis de nødvendige godkendelser falder på plads.
.\\˙ MarketWire