USA/åbning: Rød stemning tager fat - fokus på regnskaber
26/4 15:48
Der er tirsdag bekymrede miner blandt de amerikanske markedsdeltagere, der rynker på brynene over udsigten til en strammere pengepolitik og fortsatte coronanedlukninger i Kina, der truer både den økonomisk vækst og de globale forsyningskæder.
Det skubber gårsdagens optimisme i baggrunden og fører til fald på de amerikanske markeder.
Det brede S&P 500-indeks falder 0,7 pct. fra start, mens det tunge Dow Jones dykker 0,6 pct. og det teknologiprægede Nasdaq-indeks falder 1,3 pct.
Foruden de overordnede problemstillinger, er det regnskaberne fra en række store selskaber, der tirsdag tager fokus, mens også Tesla-rigmanden Elon Musks køb af Twitter fortsat fylder. Her bliver aktien sendt ned igen efter mandagens pæne kurshop.
Investorerne tager tirsdag bestik af regnskaber fra blandt andre UPS, Pepsico og 3M, der alle er landet før markedsåbningen, mens der venter tal fra Microsoft, Google-ejeren Alphabet samt Visa efter børslukketid.
TWITTER FALDER LIDT TILBAGE
Twitter-aktien falder fra start med 1,7 pct., efter at aktien mandag lukkede med et plus på 5,6 pct. Det skete, efter at Tesla-stifteren Elon Musk lykkedes med at få bestyrelsen til at takke ja til hans købstilbud. Prisen lyder på 54,20 dollar per aktie og værdisætter opkøbet til cirka 44 mia. dollar.
54,20 dollar per aktie svarer til en ganske pæn præmie på 38 pct. i forhold til kursen 1. april. Det var handelsdagen før, at Elon Musk offentliggjorde en væsentlig aktiepost i selskabet, hvilket satte gang i en stor kursstigning.
Opkøbet ventes at blive gennemført i 2022, og giver investorer og myndigheder grønt lys vil Twitter blive afnoteret fra børsen.
UPS OG PEPSI-EJER SLÅR FORVENTNINGER
Regnskabssæsonen fortsætter ufortrødent blandt de amerikanske selskaber, og denne uge bliver travl. Forud for åbningen har blandt andet UPS, Pepsico og 3M afleveret tal.
Logistikkæmpen UPS kom gennem første kvartal med bedre omsætning og indtjening end ventet.
Omsætningen steg i kvartalet 6,4 pct. til 24,38 mia. dollar, mens analytikere adspurgt af Bloomberg News havde ventet 23,8 mia. dollar.
Den bedre end ventede udvikling er blandt andet drevet af Supply Chain Solutions-divisionen, hvor omsætningen steg 2 pct. til 4,38 mia. dollar sammenlignet med analytikerprognosen på 3,97 mia. dollar.
Den justerede indtjening per aktie er steget til 3,05 dollar fra 2,77 dollar. Her ventede analytikerne 2,88 dollar.
Investorerne sender dog aktien ned med 1,9 pct., efter at den ellers har ligget til en pæn stigning i formarkedet.
Også læskedrikproducenten Pepsico, der som navnet antyder blandt andet står bag Pepsi-mærket, slog analytikernes forventninger til årets første tre måneder.
Pepsico realiserede en organisk vækst på 13,7 pct. mod ventet 9,7 pct. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, og den rapporterede omsætning blev 16,2 mia. dollar mod ventet 15,6 mia. dollar.
Det blev omsat til en indtjening per aktie fra kerneaktiviteterne på 1,29 dollar mod ventet 1,23 dollar blandt analytikerne.
Aktien stiger fra start 0,6 pct.
3M DÆMPER PROGNOSE
Konglomeratet 3M, der nok er mest kendt for de gule post-it sedler, har måtte tage toppen af sin prognose for 2022 og venter nu et justeret resultat per aktie på 9,89-10,39 dollar mod tidligere estimeret 10,15-10,65 dollar.
Det sker trods et bedre end ventet justeret overskud per aktie på 2,65 dollar mod ventet 2,31 dollar blandt analytikerne.
Investorerne bider mest mærke i de sænkede forventninger, og det betyder at aktien åbner 3 pct. lavere.
STORE REGNSKABER I VENTE
Når markedet lukker i aften dansk tid, venter der regnskaber fra en række af de helt store amerikanske selskaber - Microsoft, Alphabet og Visa.
Microsoft sendes ned med 1,5 pct., mens Alphabet falder 2,1 pct. og Visa falder 2,2 pct.
.\\˙ MarketWire
