Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Hård fredag efter Apple-advarsel og svag Amazon-prognose

29/4 22:07

Det blev igen en blodrød ugeafslutning i USA. Amazon fik særligt hug efter en svag prognose for andet kvartal, mens Apple ikke blev belønnet for sine ellers fine regnskabstal, da coronanedlukningerne i Kina ifølge koncernen ventes at koste på grund af nye udfordringer i forsyningskæderne.

Meldingen fra Apples pressede ikke kun æbleaktien, men ramte markedet bredt.

S&P 500-indekset faldt derfor tilbage med 3,6 pct., mens Dow Jones mistede 2,8 pct., og Nasdaq tabte 4,2 pct.

Med fredagens udvikling registrerede S&P 500 et samlet månedsminus på 8,8 pct., mens det nu er faldet med mere end 13 pct. siden nytår.

- Virkeligheden er, at uger inde i denne nedlukning vender vi tilbage til forstyrrelser i forsyningskæderne, hvilket kan påvirke inflationen og sætte centralbankerne i en endnu sværere position, siger Esty Dwek, investeringschef hos Flowbank, til The Wall Street Joournal.

- Vi havde set begyndelsen af forbedringer i forsyningskæderne, men det vil formentlig vende rundt, hvis de her nedlukninger i Kina fortsætter meget længere.

I forvejen ligger inflationen i USA med 8,5 pct. i det højeste siden starten af 1980'erne, og derfor er der en forventning om, at Federal Reserve, Fed, den amerikanske centralbank, vil hæve sin rente kraftigt henover året. Problemet er bare, at det alt andet lige vil skade væksten, som allerede har skuffet ved at være negativ med 1,4 pct. i første kvartal i USA.

PANDEMIUDVIDELSER STRAFFET

Apple tabte fredag 3,7 pct. på udsigten til, at de kinesiske nedlukninger ifølge selskabet vil koste 4-8 mia. dollar på omsætningen i det igangværende kvartal.

Æblekoncernen leverede ellers varen i sit andet kvartal med rekordsalg af iPhones og rekord for serviceindtægterne, så omsætningen voksede 9 pct. til 97,98 mia. dollar mod ventede 93,98 mia. dollar.

Det gik dog fredag langt værre for Amazon, der smed hele 14,1 pct. Det skyldtes en svag prognose for andet kvartal, hvor internetkæmpen venter et salg på 116-121 mia. dollar og et driftsoverskud på 1-3 mia dollar mod konsensus på Wall Street om indtægter på 125 mia. dollar og et overskud på 6,8 mia. dollar.

Efter væksten gennem pandemien ser Amazon nu ud til at have vokset sig for stor, og koncernen lægger derfor op til besparelser den kommende tid.

- At tabe penge i Nordamerika var bare noget, investorerne troede var bag os. Amazon skal bevise over for investorerne, at det kan bremse op for omkostningerne og forbedre indtjeningen, siger Brian Yarbrough, analytiker hos finanshuset Edward Jones, til Bloomberg News.

TESLA VENDTE RUNDT

På baggrund af Amazons trængsler var det ikke overraskende, at sektoren for cyklisk forbrug klarede sig dårligst fredag med et minus på 5,9 pct.

Her hjalp det ellers indledningsvist, at Tesla vendte den negative trend efter topchef Elon Musks køb af Twitter. Elbilaktien steg så meget som 6,5 pct. fredag, da Musk meldte ud, at han ikke skal sælge flere aktier for at finansiere købet af Twitter for 44 mia. dollar. Fremgangen forduftede dog ud på eftermiddagen, og Tesla endte med et minus på 0,8 pct.

I sektoren for it, som faldt 4,1 pct., bakkede Microsoft også 4,2 pct., mens Intel også havde en hård fredag med et minus på 6,9 pct., da koncernen skuffede med et svag prognose om et salg i andet kvartal på 18,00 mia. dollar mod ventede 18,46 mia. dollar. Det trak konkurrenten Nvidia med ned med 6,2 pct.

I bunden af S&P 500 lå imidlertid Verisign, som gør sig inden for registrering af domæner på internettet. Koncernen smed 14,3 pct., da den nedpræciserede sine forventninger til salget i år.

Abbvie, medicinalselskabet, tabte også 6,0 pct., da koncernens mest sælgende lægemiddel, Humira, til behandling af leddegigt i første kvartal skuffede.

Aktien i oliekæmpen Exxon Mobil satte sig desuden 2,2 pct., selv om koncernens overskud i første kvartal blev fordoblet til 8,8 mia. dollar. Konkurrenten Chevron faldt samtidig 3,2 pct. trods koncernens største overskud i ti år.

.\\˙ MarketWire