Asien: Små fald i helligdagspræget marked inden ventet Fed-renteløft
2/5 06:43
Der er små fald i Japan, der er blandt de eneste åbne markeder i Asien mandag, hvor blandt andet markederne i Kina og Hongkong er lukket i forbindelse med en helligdag.
Stemningen i Japan påvirkes af fald på de amerikanske aktiemarkeder fredag, der bød på store indeksfald - særligt til det teknologitunge Nasdaq-indeks, der lukkede i minus 4,2 pct. og oplevede sin værste måned siden finanskrisen.
Fokus er nu på den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvorfra der ventes en renteforhøjelse i denne uge, skriver Reuters. Dertil tynges stemningen af svage PMI-tal for den kinesiske industri for april, der viste den største nedgang siden starten af pandemien.
Det kinesiske industri-PMI faldt i april til 40,0 fra 42,0. Det er den kinesiske regerings beslutning om at fastholde sin nultolerancepolitik over for smittetilfælde med covid-19, der ifølge Reuters nu skaber frygt for en afdæmpet vækst.
Federal Reserve holder denne uge rentemøde, hvor der ventes et renteløft på 50 basispoint med flere i vente i årets løb for at tøjle den høje inflation. Nogle analytikere spekulerer dog i, om et renteløft på 75 basispoint kan være på programmet.
Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, er på vej mod en et fald på 0,1 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, ligger til et minus på 0,2 pct.
Markederne i både Kina, Hongkong, Taiwan og Singapore er mandag lukket i forbindelse med en helligdag.
Det australske ASX-200-indeks falder med 1,3 pct., og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, falder 0,5 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -0,1 |
| Topix | -0,2 |
| Hongkongs Hang Seng | lukket |
| China Shanghai Composite | lukket |
| China CSI 300 | lukket |
| Taiwan Taiex | lukket |
| Sydkoreas Kospi | -0,5 |
| Indiens BSE Sensex | -0,5 |
| Singapores STI | lukket |
| Sydney ASX 200 | -1,3 |
Indeksværdi klokken 06.30.
.\\˙ MarketWire
