Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Skuffende Vestas-regnskab i fokus i ventet rød åbning

2/5 08:21

Vindmølleproducenten Vestas er ramt af modvind mandag morgen i forbindelse med sit regnskab for første kvartal 2022, der vidner om et stort underskud.

Generelt er der udsigt til en negativ start på ugen på det danske aktiemarked, der på lige fod med de andre europæiske markeder må ventes at være tynget af de negative markeder i USA fra fredag, vurderer chefanalytiker hos Nordea Niels Christensen i en morgenrapport.

Det danske C25-indeks steg fredag 2,0 pct. til 1764,64.

Dog peger futures for det tyske DAX-indeks, der typisk er en god indikator for udviklingen herhjemme, på et fald på 1,1 pct.

I USA er stemningen mere positiv, da futures ligger med stigninger til de tre ledende indeks på 0,5-0,7 pct.

VESTAS SKUFFER I FØRSTE KVARTAL

Vestas nedjusterer forventningerne til 2022, fremgår det af vindmølleproducentens regnskab, der blev offentliggjort søndag aften. Selskabet venter nu en omsætning på 14,5-16,0 mia. euro og en EBIT-margin før særlige poster på mellem minus 5 og 0 pct. Tidligere ventede selskabet en omsætning på 15,0-16,5 mia. euro og en margin på 0-4 pct.

Selskabet har i regnskabet for første kvartal bogført store ekstraordinære omkostninger som konsekvens af krigen i Ukraine og omstruktureringer i Kina og Indien. Samlet belastes resultatet i første kvartal af ekstraordinære poster på 565 mio. euro, eller omkring 4,2 mia. kr.

Efter skat havde Vestas et underskud på 765 mio. euro, mens analytikerne blot havde ventet et tab på 89 mio. euro.

Vestas' samlede ordrebog er rekordstor og har en værdi af 48,9 mia. euro. Heraf udgør mølleordrer 18,9 mia. euro, mens servicedivisionens ordrebog har en værdi af 30 mia. euro.

Derudover bød selskabets regnskab for første kvartal på store nedskrivninger inden for havvindaktiviteterne, hvilket trækker gevaldigt ned i vindmølleproducentens indtjening.

Selskabets bruttoresultat faldt i første kvartal kvartal til 22 mio. euro fra 189 mio. euro i samme periode sidste år, og bruttomarginen faldt i perioden med 8,8 procentpoint - til blot 0,9 pct. mod 9,7 pct. i samme periode sidste år.

Aktien steg fredag 3,2 pct. til 182,82 fredag.

MAERSK DRILLING FÅR MILLIONKONTRAKT

Maersk Drilling har fået en kontrakt med Aker BP til jackup-riggen Maersk Invincible.

Kontrakten løber fra september eller oktober i år, og der skal bores i 86 dage i Ivar Aasen-feltet ud for Norge. Det arbejde får det danske selskab 22,4 mio. dollar for.

Det fremgår af en meddelelse mandag morgen.

Aktien steg 3,9 pct. til 354 kr. fredag.

NOVO FÅR HÆVET KURSMÅL

Kursmålet for aktien i Novo Nordisk er fredag blevet løftet med 14 pct. til 960 kr. fra førhen 840 kr. af det amerikanske finanshus Stifel.

Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb" af analytiker Eric Le Berrigaud.

Også DNB løfter kursmålet til 920 kr. fra 870 kr. af norske DNB Markets, der fastholder anbefalingen "køb".

Hos SEB er kursmålet blevet løftet til 1000 kr. fra 950 kr. Nordea har hævet til 869 kr. fra 831 kr. Begge har anbefalingen "køb".

Det fremgår af PLX AI.

Novo Nordisk-aktien lukkede fredag i 812,30 kr. efter en kursstigning på 5,4 pct.

Huscompagniet har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" og kursmål til 105 kr. fra 195 kr. af Nordea.

Det fremgår af PLX.AI.

Selskabet offentliggør regnskab for første kvartal den 5. maj. Fredag steg aktien 2,8 pct. til 97,20 kr.

LUXOR OPJUSTERER EJENDOM

Luxor har fået godkendt salget af selskabets ejendom Naverland 3-5 i Glostrup af køber.

Det medfører en opskrivning af ejendommens dagsværdi med cirka 24 mio. kr.

Det oplyste selskabet søndag.

Opnås der efterfølgende en tilfredsstillende bebyggelsesprocent til boligformål, kan dagsværdien af ejendommen potentielt forøges med yderligere op imod cirka 50 mio. kr.

Derfor vil dagsværdireguleringen på 24 mio. kr. blive indregnet i årets resultat før skat i selskabets tredje kvartal 2021/22.

Halvårsregnskabet ventes offentliggjort 24. maj.

Aktien faldt 1,4 pct. fredag til 720 kr.

.\\˙ MarketWire