Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/Sydbank: Store udfordring forude for amerikansk industri

2/5 16:46

Høj inflation, mangel på arbejdskraft og stort pres på forsyningskæderne giver udsigt til store udfordringer for den amerikanske industrisektor.

Det vurderer Kim Blindbæk, der er seniorøkonom hos Sydbank, efter at mandagens opgørelse af det amerikanske ISM-indeks for industrien i april viste et fald til 55,4 fra 57,1 måneden forinden. Til sammenligning var der ventet et indeks på 57,6 ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg.

Ifølge Sydbanks seniorøkonom er der fortsat tale om et niveau, der signalerer et pænt tempo for industrien, men den nærmeste fremtid ser dog ikke alt for rosenrød ud.

- Virksomhederne står overfor store udfordringer med tårnhøj inflation, mangel på kvalificeret arbejdskraft og voldsomt pressede forsyningskæder. I første kvartal af 2022 skrumpede den amerikanske økonomi faktisk med 0,4 pct., fordi eksporten trak den økonomiske vækst ned, skriver Kim Blindbæk i en kommentar.

De pressede forsyningskæder afspejles ifølge Kim Blindbæk blandt andet i, at ordrebøgerne i øjeblikket er tykke ude hos virksomhederne.

- Virksomhederne melder ind, at der fortsat kommer nye ordrer ind, men at leveringstiden er høj blandt andet på grund af mangel på materialer. Det lægger en dæmper på den økonomiske vækst, skriver Sydbank-økonomen.

Derudover ligger prisindekset højt, og de prisstigninger vil blive væltet over på forbrugerne.

- Det vil bidrage til at holde inflation høj i den kommende tid. Seneste opgørelse af inflationen viste, at priserne i marts steg med 8,6 pct. i forhold til samme periode året før. Så høj inflation har vi sidst set tilbage i 1980’erne, lyder det fra Kim Blindbæk.

For at gøre ondt værre, så er den kinesiske økonomi i øjeblikket hårdt ramt af coronanedlukninger.

- Det lægger en dæmper på efterspørgslen fra én af verdens største økonomier. Det vil derfor ramme de amerikanske virksomheders aktivitet negativt, lyder vurderingen.

.\\˙ MarketWire