Obligationer/tendens: Rolig start i vente - producentpriser i fokus
3/5 07:22
De er udsigt til en rolig start på det danske obligationsmarked tirsdag, hvor markedsdeltagerne formentlig kan se frem til en kæmpe stor stigning i producentpriserne i eurozonen i marts.
Opgørelsen offentliggøres kl. 11 og ifølge estimater fra Bloomberg News ventes den at vise en stigning i producentpriserne i eurozonen på 5,0 pct. på månedsbasis og 36,3 pct. på årsbasis.
Udviklingen kan i sidste ende være med til at løfte den i forvejen rekordhøje inflation i eurozonen.
- De tårnhøje prisstigninger mellem virksomhederne antyder, at inflationen kan stige yderligere, da virksomhederne slet ikke er færdige med at sende regningen videre til forbrugerne. Det er en udvikling, der i tiltagende grad bekymrer Den Europæiske Centralbank, ECB. Vi har i de seneste dage hørt flere ECB-direktører, der godt og grundigt varmer op til en renteforhøjelse i juli, skriver seniorøkonom i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel i en markedskommentar.
Dagen byder også på arbejdsløshedstal fra eurozonen. Den faldt i februar til det laveste niveau i eurozonens historie til 6,8 pct., og i dagens opgørelse for marts ventes niveauet ifølge Bloomberg News at blive fastholdt.
Mandagen bød på en stigning i renten på den tiårige danske statsobligation på 5 basispoint til 1,25 pct. Det er det højeste niveau siden efteråret 2014.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 5 basispoint til 2,99 pct., hvilket var 2 point over niveauet, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.
Renterne i USA er steget kraftigt i år, og der har været ekstra fart på udviklingen siden midten af marts, hvor den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hævede den toneangivende amerikanske rente for første gang siden december 2018.
Onsdag er der igen rentemøde i Federal Reserve, og her ventes ifølge Bloomberg News en dobbelt så stor renteforhøjelse som sidste gang - på 50 basispoint. Det vil i givet fald bringe den ledende rente i USA op på 0,75-1,0 pct.
.\\˙ MarketWire
