USA/åbning: Elon Musk trækker endnu engang opmærksomhed i rød åbning
5/5 15:45
Lettelsen ovenpå onsdagens rentemelding er aftaget torsdag, hvor de tre ledende indeks endnu engang åbner med fald i USA efter solide stigninger onsdag.
Også Elon Musk, stifteren af Tesla, trækker overskrifter torsdag, hvor han rygtes som ny midlertidig topchef for Twitter.
Det teknologitunge Nasdaq-indeks smider 1,4 pct. ved åbning, S&P 500-indekset falder 1 pct., og Dow Jones-indekset falder 0,9 pct.
Onsdag åbnede aktierne også tungt i minus, men hen mod onsdagens afgørende melding fra USA's centralbank, Federal Reserve, kravlede markedet i plus. Og det hele sluttede med en meget kraftig stigning - et short squeeze - da centralbankens formand, Jerome Powell, først leverede et løft på 50 basispoint og efterfølgende tog afstand fra spekulationer om renteløft på 75 basispoint ved de kommende rentemøder.
S&P 500-indeks sluttede dagen med et plus på 3,0 pct., Nasdaq vandt 3,2 pct., og Dow Jones blev løftet 2,8 pct.
TWITTER STIGER EFTER NYT TIL MUSK
Twitter får endnu engang opmærksomhed torsdag, efter Elon Musk har drejet projektørlyset i retning af selskabet på ny. Han rygtes som ny midlertidig topchef i selskabet, når han som ventet har lukket overtagelsen af den sociale medieplatform.
Aktien henter 3,6 pct.
Elon Musk har ifølge Bloomberg News desuden modtaget flere positive tilkendegivelser fra investorer i forbindelse med købet. Tesla-stifteren har landet en aftale om at købe Twitter for 44 mia. dollar.
Tesla-aktien falder omvendt 2,1 pct. torsdag.
KELLOGG LEVERER BEDRE END VENTET
Den amerikanske fødevarekæmpe Kellogg, der er mest kendt for sine morgenmadsprodukter, kom bedre end ventet ud af første kvartal målt på salg og driftsindtjening.
Aktien falder dog 2,1 pct. ved åbning.
Salget er steget 2,5 pct. i første kvartal til 3,67 mia. dollar, hvor analytikere adspurgt af Bloomberg News ventede 3,58 mia. dollar.
Den organiske salgsvækst blev 4,2 pct. mod ventet 2,08 pct.
Den justerede driftsindtjening er faldet 4,2 pct. til 476 mio. dollar mod ventet 412,7 mio. dollar.
Priserne er steget mere end ventet med 9,9 pct. mod analytikerkonsensus på 6,8 pct.
SHOPIFY STÅR TIL TÆSK
Canadiske Shopify, der står bag en platform til opsætning af onlinebutikker, har udsigt til en hård start på børsdagen efter en skuffende start på året.
Aktien falder 16,3 pct. ved åbning.
Shopifys omsætning er steget 22 pct. til 1,20 mia. dollar i første kvartal. Her ventede analytikerne 1,25 mia. dollar.
Den såkaldte Gross Merchandise Volume (GMV) - det samlede forbrug gennem platformen - er steget 16 pct. til 43,2 mio. dollar, hvilket også skuffer i forhold til analytikerprognosen på 46,5 mio. dollar.
Den justerede indtjening per aktie er dykket mere end 90 pct. til 20 cent fra 2,01 dollar. Her ventede analytikerne 64 cent.
SHELL NEDSKRIVER
Høje olie- og gaspriser har fået milliarder til at sprøjte ud af olie- og gasselskabernes regnskaber i første kvartal. Torsdag var det oliegiganten Shells tur til at præsentere et milliard-overskud for første kvartal i år.
Overskuddet på 9,1 milliarder dollar, der svarer til 64 mia. kr., er ifølge erhvervsmediet CNBC det største overskud, som Shell har præsenteret siden 2008.
Shells omsætning er vokset med omkring 50 pct. i årets første tre måneder, og væksten var derfor stor nok til at overvinde en nedskrivning på 27,5 mia. kr. fra et exit fra Rusland efter landets invasion af Ukraine.
Aktien stiger 0,1 pct.
BOOKING FORDOBLER OMSÆTNING
Den amerikanske rejsekoncern Booking henter 9,1 pct. ved åbningen, efter at selskabets regnskab onsdag overtrumfede forventningerne på Wall Street.
Nettoomsætningen mere end fordobledes i første kvartal fra 1,14 mia. dollar til 2,70 mia. dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News blot havde regnet med 2,54 mia. dollar.
Fremgangen var drevet af en vækst i bruttobestillingerne, da rejselysten nu er vendt tilbage, på 129 pct.
Det justerede overskud per aktie blev 3,90 dollar, sammenlignet med et minus på 5,26 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 0,71 dollar, ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire
