Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/middag: Kæmpeudsalg torsdag - kun 14 aktier i plus i S&P 500

5/5 18:15

Efter et stort short squeeze onsdag, hvor markedet reagerede på blødere udmeldinger fra den amerikanske centralbank end ventet og steg kraftigt, er billedet totalt vendt rundt torsdag, hvor frygten for inflation igen er tilbage og markedet falder endnu mere.

Turbulensen er markant med stigende renter og et stort hop i risikoindekset VIX på 23 pct., og alle sektorer er dybt i minus torsdag. Den højrøde farve præger især de teknologitunge brancher, hvor de helt store navne falder og falder.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, dropper kl. 12.10, lokal tid i New York, med 3,6 pct. efter et plus onsdag på 3,0 pct.

Samtidig styrtdykker Nasdaq med 4,9 pct., mens Dow Jones taber 3,1 pct.

- Onsdagens marked var et lettelsens rally. Taget alle de eksterne faktorer i betragtning, især covid-19-nedlukningerne i Kina, de øgede udfordringer i forsyningskæderne, krigen mellem Rusland og Ukraine, som vil driver priserne højere, så er der tonsvis af usikkerhed, siger Seema Shah, chefstrateg hos Principal Global Investors, til The Wall Street Journal.

FEJLKOMMUNIKATION

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, leverede onsdag den ventede renteforhøjelse på 0,50 pct.point og bekræftede den tidligere skitserede plan om fra juni at reducere sin balance.

Det var dog efterfølgende meldinger fra bankens formand, Jerome Powell, som løb med opmærksomheden. Han slog nemlig fast, at et renteløft på 75 basispoint til juni ikke overvejes "aktivt", hvilket flere aktører ellers havde ventet, og samtidig så han den neutrale rente i 2-3 pct., hvor markedet principielt allerede er med både den femårige og den tiårige statsrente lidt nord om 3,00 pct.

I markedet tolkes det af flere som en kommunikativ fejl og en mere dueagtig melding end ventet, da formand Powell missede muligheden for at komme "foran kurven", efter at banken længe har været kritiseret for at have reageret for sent på den tårnhøje inflation. Resultatet har torsdag da også været nye store rentestigninger.

- Vi var meget overraskede over, at han syntes at udelukke et løft på 75 basispoint, da vi mener, Fed altid skal holde alle muligheder åbne, kommenterer Win Thin, chef for valutastrategi hos Brown Brothers Harriman, ifølge Bloomberg News.

- Tag ikke fejl, Fed er i den tidlige fase af en meget aggressiv stramningscyklus.

STORE FALD

I S&P 500 ligger cyklisk forbrug helt i bund med et minus på 5,6 pct., mens it-aktierne falder 4,7 pct., og kommunikationsservice mister 4,3 pct.

Det er store navne som Apple og Microsoft, der trækker ned i it-sektoren med fald på henholdsvis 4,9 og 4,7 pct., mens chipkæmpen Nvidia mister 7,9 pct.

I cyklisk forbrug smider Amazon hele 7,5 pct., mens Tesla mister 7,3 pct. Her oplyser CNBC torsdag, uden kilder, at Teslas topchef og grundlægger, Elon Musk, vil udpege sig selv til midlertidig direktør i Twitter, som han er i færd med at overtage.

I kommunikationsservice er der samtidig store fald til Alphabet på 5,1 pct. og til Meta Platforms på 6,6 pct.

Remsen af minusser kunne blive ved i lang tid, for det er kun 14 af indeksets 500 navne, som er i plus.

FORBI PANDEMIENS TOP

Helt i bund ligger handelsplatformen Etsy med et minus på 16,5 pct., da et ellers solidt første kvartal overskygges af en svag prognose for de igangværende tre måneder.

Storebror Ebay mister også 10,2 pct., da koncernen onsdag aften nedjusterede sine forventninger til omsætningen for helåret med 600-700 mio. dollar, da der nu er aftagende vækst i aktiviteten på handelsplatformen efter pandemien.

Chipproducenten Qorvo hører også til i bunden af S&P 500 med et fald på 8,9 pct., da indtjeningsforventningerne hos selskabet ligger under buddet på Wall Street.

Til gengæld stiger rejsesitet Booking med 3,9 pct., da tallene for første kvartal har overgået forventningerne hos analytikerne med mere end en fordobling af salget.

Morgenmadsproducenten Kellogg vinder også frem med 4,0 pct., da koncernen ser større efterspørgsel på snacks og derfor solgte for mere end ventet i første kvartal.

.\\˙ MarketWire