Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Ambu styrtdykker efter nedjustering i svagt marked

6/5 09:22

Ambu går forrest for en ny nedtur på det danske aktiemarked fredag morgen efter endnu en nedjustering torsdag aften.

Meldingen rammer lige ind i et uroligt marked, præget af store rentestigninger på obligationer og markante fald på aktiemarkedet torsdag i USA. Fredag morgen pustes der så småt ud blandt investorerne i Europa, hvor det tyske DAX-indeks nøjes med et fald på 0,5 pct.

Herhjemme går investorerne hårdere til værks og sender eliteindekset, C25, 1 pct. lavere til 1703,99.

AMBU PÅ HÆLENE

Ambu går ikke overraskende forrest. Aktien styrtdykker 13,5 pct. til 88,80 kr. efter endnu en nedjustering. Pressede forsyningskæder, smitteudbrud med omikron-varianten og personalemangel på hospitalerne er årsagerne.

Ambu venter nu en organisk vækst på over 13 pct. og en driftsmargin, EBIT, på over 5 pct. mod tidligere over 15 pct. og over 7 pct.

Ambu nedjusterede også forventningerne et par gange sidste regnskabsår, og de mange skuffelser koster på tilliden.

- AMBU har leveret endnu en nedjustering, og spørgsmålet, der begynder at trænge sig på, er efterhånden, hvor mange nedjusteringer der går på en topledelse, skriver investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen i en kommentar.

GN SÆNKET

Fra analysehusene er der flere justeringer at forholde sig til fredag morgen.

GN får efter torsdagens regnskab sat kursmålet ned af Credit Suisse med 20 pct. til 295 kr. fra 370 kr. Koncernen kom med regnskab for årets tre første måneder, der viste masser af udfordringer i kvartalet, og aktiekursen drattede torsdag 7,9 pct. til 236,30 kr., men retter sig fredag 2,4 pct. til 241,80 kr. Også Carnegie har skåret sit kursmål for GN til 355 kr. fra før 380 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Danske Bank får sat kursmålet op af finanshuset Berenberg til 120 kr. fra 105 kr. Berenberg gentager sin holdanbefaling af Danske Bank, der falder 0,1 pct. til 109 kr.

FLSmidth var blandt de positive islæt torsdag og får løftet kursmålet med 16 pct. til 215 kr. fra førhen 185 kr. af finanshuset DNB Markets efter torsdagens kvartalsregnskab. Handelsbanken har sat sit kursmål op til 260 kr. fra 240 kr. Ikke desto mindre falder FLSmidth 3,3 pct. efter en stigning torsdag på 3,2 efter kvartalsregnskabet.

Pandora, der falder 2 pct. til 552,40 kr., får i kølvandet af onsdagens regnskab skåret kursmålet til 762 kr. fra 900 kr. af CICC. Anbefalingen er fortsat "neutral".

Der er fredag også justeringer af Ørsted, Novozymes og Solar. Ørsted får klippet sit kursmål til 1000 kr. fra 1180 kr. af Berenberg. Novozymes får sat kursmålet op til 530 kr. fra 490 kr. af Barclays, mens Solar får hævet sit kursmål til 975 kr. fra 910 kr. hos SEB.

Ørsted stiger 1,7 pct. til 731,20 kr. Novozymes ligger 0,5 pct. lavere i 483,60 kr., mens Solar falder 1,5 pct. til 803 kr.

UNDERSKUD I NNIT

Fra regnskabsfronten er der kommet regnskab fra NNIT. Driftsresultatet, EBIT, før særlige poster vendte til et underskud på 9 mio. kr. i første kvartal fra et plus på 48 mio. kr. samme periode året før. Forventningerne fastholdes. NNIT falder 2,7 pct. til 84 kr. Holder niveauet, vil det være laveste lukkekurs siden 2020.

.\\˙ MarketWire