Bavarian Q1: Hæver omsætning fra rabiesvaccine- underskud fordobles-NY
9/5 07:59
Bavarian Nordic kom ud af det seneste kvartal med en faldende omsætning, mens både driftsresultatet og bundlinjen dykkede.
Det fremgår af det netop offentliggjorte regnskab for de første tre måneder af 2022.
Salget af vaccinerne Rabipur/Rabavert mod hundegalskab og Encepur mod vesteuropæisk flåtbåren hjernebetændelse har under coronapandemien været påvirket, da Rabipur bruges som rejsevaccine. Det giver et godt udgangspunkt for sammenligningstallene i første kvartal i år.
Desuden meldte Bavarian i begyndelsen af 2021 om en markant nedgang for Encepur på det tyske marked, hvor de praktiserende læger rettede fokus mod covid-19-vaccinationer.
Omsætningen af Rabipur landede i første kvartal på 117 mio. kr. mod 80 mio. kr. i samme periode af 2021. Salget af Encepur endte på 69 mio. kr. i de første tre måneder af 2022 fra 98 mio. kr. året før.
- Salget af rabiesvacciner gik bedre end forventet, både i USA og Tyskland, og opvejede dermed en langsommere end ventet start for TBE-vaccinen i første kvartal, siger Bavarians topchef, Paul Chaplin, i regnskabet.
Ebola-vaccine solgt gennem Janssen gav en omsætning på 30 mio. kr. i perioden mod 0 kr. i samme periode året før.
Samlet set endte Bavarians omsætning på 320,1 mio. kr. i første kvartal mod 535,3 mio. kr. i samme kvartal af 2021.
Indtjeningsmæssigt viste driftsresultatet (EBIT) et underskud på 192,1 mio. kr. i første kvartal 2022 mod et underskud på 88 mio. kr. i samme periode året før.
Bundlinjen viser et underskud på 271,9 mio. kr. i årets første kvartal mod et tab på 130,8 mio kr. året forinden.
Paul Chaplin har tidligere betegnet 2022 som et "investeringsår", hvor der kastes mange udviklingskroner i fase 3 forsøg for selskabets to vacciner mod henholdsvis coronavirus og RSV hos ældre. Det betyder, at selskabet arbejder med et forventet underskud.
- Vi har rapporteret solide fremskridt i vores pipeline i første kvartal med blandt andet yderligere fase 2-resultater for vores COVID-19 vaccinekandidat, der bekræfter dens potentiale som en universel boostervaccine, og vi ser frem til at påbegynde fase 3-forsøget senere i år, siger topchefen i forbindelse med regnskabet.
- Endvidere igangsatte vi fase 3-forsøget (for RSV, red.) med forventede resultater næste år. Som led i vores strategi for kommercialisering af RSV-vaccinen indgik vi en licens- og produktionsaftale, som dækker udvalgte asiatiske markeder, siger han videre.
.\\˙ MarketWire
