Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Valuta: Dollar med på ryggen af høje renter - stærkeste niveau i 20 år

9/5 16:00

Dollar ramte mandag en væsentlig milepæl, da den amerikanske valuta målt på dollarindekset nåede højeste niveau i 20 år.

Dollarindekset - der vægter amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner - nåede mandag morgen 104,19. Siden da er det faldet lidt tilbage og ligger mandag eftermiddag i 103,76 mod 103,39 fredag kl. 17.

Dollar bliver hjulpet af de markante rentestigninger i USA, der senest fik luft under vingerne onsdag, da den amerikanske centralbank, Federal Reserve, løftede renten med 50 basispoint.

- Det er svært at gå imod det nuværende momentum med højere renter og dollar-styrkelse på kort sigt, skriver valutastrateger fra Mizuha i en kommentar ifølge Reuters.

Den amerikanske centralbank er et stykke forud for både den Europæiske Centralbank, ECB, og Bank of England, selv om de seneste dages kommentarer fra ECB-medlemmer har fået markedsdeltagerne til at skrue op for forventningerne til kommende renteløft i eurozonen.

Euro ligger mandag eftermiddag svækket mod dollar. Euro koster 1,0539 dollar mod 1,0586 dollar fredag eftermiddag. Euro har dog i løbet af dagen taget lidt af det tabte tilbage, da den fælleseuropæiske valuta mandag morgen lå omkring 1,05 dollar.

På markedet for kryptovaluta går det hårdt for sig hos bitcoin, der i løbet af mandag er faldet til laveste niveau siden juli 2021. Det sker i takt med, at investorerne flygter fra mere risikobetonede aktiver.

Mandag eftermiddag koster koster bitcoin omkring 32.975 dollar mod 34.507 dollar fredag.

.\\˙ MarketWire