Valuta: Høj inflation sender dollar tæt på stærkeste niveau i 20 år
12/5 06:32
Den amerikanske dollar stjæler igen al opmærksomhed på valutamarkedet torsdag morgen.
Valutaen snuser igen til det stærkeste niveau siden kort efter årtusindskiftet, efter at den amerikanske inflation aftog mindre end de finansielle markeder havde forventet, hvilket forventes at holde den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på sporet af aggressive stramningen af pengepolitikken.
Det amerikanske dollarindeks, der måler dollar mod euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger torsdag morgen i 104,00 mod 103,69 onsdag eftermiddag.
Onsdag viste det amerikanske forbrugerprisindeks en stigning på 8,3 pct. i april på årsbasis, og selv om det var en vigende prisstigningstakt i forhold til måneden før, oversteg det økonomernes estimat, der lød på 8,1 pct.
Godt nok tyder dataene på, at inflationen kan have toppet, men det vurderes usandsynligt, at den afkøles hurtigt og dermed afsporer Federal Reserves nuværende pengepolitiske planer.
- Det stærkere end ventede amerikanske inflationstryk øger bekymringen, over behovet for at Federal Reserve fremskynder de pengepolitiske stramninger, skriver valutastrateg Rodrigo Catril fra National Australia Bank i Sydney i et notat ifølge Reuters.
De næste forbrugerprisddata for maj kommer fem dage før det pengepolitiske møde i juni i centralbankens rentekomite, Federal Open Market Committee (FOMC). Og ifølge Rodrigo Catril vil endnu en "chokerende" stigningstakt gøre en renteforhøjelse på 75 basispoint til en "højt sandsynlig mulighed."
Markedet har allerede fuldt ud indregnet mindst 0,5 pct.ponts forhøjelse af styringsrenten ved hver af de næste to møder i FOMC, der finder sted 15. juni og 27. juli.
Federal Reserve er dog ikke den eneste centralbank, der vil bruge renten til at bekæmpe den høje inflation.
Den Europæiske Centralbank er begyndt at røre på sig, og forventningerne er øget til en forhøjelse af den eurorenten i juli for første gang i mere end et årti, hvilket holder hånden under den fælles valuta.
Modsat sygner pund hen, da brexit-problemer igen indtager overskrifterne, efter at den britiske regering nok engang forsøger at skrotte store dele af Nordirland-protokollen.
Euro koster torsdag morgen 1,0520 dollar mod 1,0545 dollar onsdag eftermiddag, mens pund koster 1,2220 dollar mod 1,2315 dollar onsdag.
Dollar ligger samtidig i 129,75 yen torsdag morgen mod 130,25 yen onsdag.
.\\˙ MarketWire
