Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Genmab/Sydbank: Positive afvigelser kan sende aktien højere - GENT

12/5 06:34

Partneres salgstal for Genmabs tre største lægemidler var kendt på forhånd, men Genmab formår alligevel at trække et par kaniner op af hatten, der betyder, at indtjening og omsætning lander højere end forudset i første kvartal.

Samlet set bør aktien derfor outperforme det generelle marked torsdag, alt afhængig af hvad der kommer ud på telekonferencen senere onsdag aften, vurderer Sydbank-analytiker, Søren Løntoft Hansen, over for MarketWire.

- Regnskabsmæssigt kommer man bedre ud af kvartalet end ventet, og løfter også den nedre del af prognoseintervallet, og det bekræfter mig i, at Genmab som minimum har sat sejl mod den øvre ende af sin egen prognose, siger Søren Løntoft Hansen

Han opsummerer, at de væsentligste afvigelser i regnskabet sammenlignet med forventningerne i markedet drejer sig om Genmabs indtægter på Darzalex, milepælsbetalinger, ligesom omkostningerne ligger lavere end ventet.

- Royalty-indtægterne fra Darzalex er en smule højere end jeg har regnet med. Det hænger formentlig sammen med valutaudsving, og en royaltytrappe, der afhænger af, hvor en stor del af salget udgøres af Darzalex Faspro (den subkutane version af kræftmidlet, red.), siger Søren Løntoft Hansen og uddyber.

- Milepælsindtægterne på 111 mio. kr. i første kvartal, var ikke annonceret på forhånd, og de stikker altså også positivt ud.

- Og så har Genmab haft færre omkostninger end ventet, også selv om de er steget ret markant, hvilket afspejler investeringer i pipelinen og organisationen. Så samlet er indtjeningen bedre, end jeg havde regnet med, konstaterer Sydbank-analytikeren.

Samlet kommer Genmab ud af første kvartal med et driftsresultatet (EBIT) på 514 mio. kr., mens analytikere havde sat næsen op efter et overskud på 439 mio. kr. ifølge Bloomberg News.

For 2022 venter Genmab nu en omsætning på 11-12 mia. kr. mod tidligere 10,8-12 mia. kr. og et driftsoverskud på 3,2-4,8 mia. kr. mod tidligere 3-4,8 mia. kr. Begge prognoser bygger på en gennemsnitlig dollarkurs på bare 6,40 kr., selv om markedskursen i øjeblikket er over 7 kr. for en dollar.

Genmab løfter desuden den nedre ende af forventningerne til salget af Darzalex til 7,5-8 mia. dollar fra tidligere 7,3-8 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire