Aktier/åbning: Rødt hele vejen rundt med alle C25-aktier i minus
12/5 09:27
Fortsat markedsuro efter en større end ventet stigning i de amerikanske forbrugerpriser onsdag eftermiddag har torsdag sendt det danske eliteindeks markant lavere med alle aktier i rødt.
- Investorerne var usikre på konsekvensen af forbrugerpriserne for Feds renteforhøjelser, og det udløste en del kursudsving. Men til sidst vendte investorerne tommelfingeren nedad, og det kostede endnu engang på aktierne, skriver Jyske Bank.
Det danske C25-indeks ligger efter ti minutters handel med et fald på 2,0 pct. i 1560,30, og der er dermed udsigt til det laveste lukkeniveau siden marts sidste år.
Genmab-aktien kan, trods et bedre end ventet regnskab, ikke klare frisag, og aktien er ligesom resten af C25-deltagerne åbnet i minus.
I large cap-segmentet falder trekløveret ALK, Maersk Drilling og Alm. Brand efter opdateringer og tal for årets tre første måneder.
GENMAB OPPRÆCISERER FORVENTNINGERNE
Genmab leverede sit regnskab for første kvartal onsdag efter børslukketid, og da salget fra de vigtigste medikamenter var kendt på forhånd, var fokus især på en bedre end ventet indtjeningsudvikling.
Selskabet løftede bunden af prognoseintervallet for både omsætning, Darzalex-salg og driftsindtjening, og samtidig landede driftsresultatet (EBIT) på 514 mio. kr. mod ventet 439 mio. kr.
- Regnskabsmæssigt kommer man bedre ud af kvartalet end ventet og løfter også den nedre del af prognoseintervallet, og det bekræfter mig i, at Genmab som minimum har sat sejl mod den øvre ende af sin egen prognose, siger Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen.
Efterfølgende har Jyske Bank løftet sin anbefaling for aktien til "køb" fra "hold" med et fastholdt kursmål på 2575 kr.
Genmab-aktien taber 2,9 pct. til 1999,75 kr., mens Bavarian-aktien indtager bundplaceringen i C25 med et minus på 4,8 pct. i 125 kr.
ALK OG MAERSK DRILLING ER OGSÅ KLAR MED REGNSKABER
ALK-Abelló klarede sig bedre end ventet i første kvartal målt på såvel indtjening som omsætning.
Allergivaccineselskabet omsatte for 1155 mio. kr. i perioden, mens analytikere havde ventet et salg på 1130 mio. kr., og driftsresultatet, EBIT, landede på 215 mio. kr. mod et estimeret plus på 176 mio. kr.
Aktien kommer fra land med et fald på 3,5 pct. i 129,48 kr.
Maersk Drilling har også aflagt sin periodemeddelelse, hvor omsætningen på 248 mio. dollar lander under analytikernes forventning på 264 mio. dollar.
Borerigtselskabet fastholder i samme ombæring forventningerne til helåret.
Aktien falder 2,9 pct. til 355 kr.
Alm. Brand har i forbindelse med regnskabet for første kvartal fastholdt forventningerne til 2022 om et ordinært resultat før skat på 450-500 mio. kr.
Alm. Brand-aktien falder 0,9 pct. til 10,75 kr.
MT Højgaard, der falder 3,7 pct. til 131,50 kr., har også fremlagt tal for årets første måneder, og i den forbindelse er forventningerne til helåret fastholdt.
TIVOLI OPJUSTERER
Tivoli har haft en god start på sæsonen, og det får nu selskabet til at løfte sine forventninger til året.
Tivoli forudser nu en omsætning på 850-950 mio. kr. i 2022 og et "marginalt positivt" resultat før skat mod tidligere ventet 800-900 mio. kr. og et negativt resultat.
Tivoli-aktien åbner 0,7 pct. højere i 896 kr.
NYE KURSMÅL FØR OG EFTER REGNSKABER
Lundbeck taber 0,1 pct. til 159,40 kr. efter onsdagens stigning på 5,8 pct., der kom efter et positivt overraskende regnskab, hvor kun salgsudviklingen for midlet Vyepti skuffede.
I kølvandet af regnskabet har Bank of America ifølge PLX.AI løftet sit kursmål til 185 kr. fra 175 kr. med en fastholdelse af anbefalingen "neutral".
Torm leverede onsdag et opløftende regnskab, som investorerne belønnede med en stigning på 16,1 pct. Torsdag fortsætter opturen med en stigning på 3,0 pct. til 81,50 kr.
I kølvandet af regnskabet har finanshuset Evercore ISI løftet sit kursmål med knap 7 pct. til 16 dollar, eller cirka 113 kr., fra førhen 15 dollar.
Køkkenselskabet TCM Group har forud for onsdagens regnskab fået sænket sit kursmål til 160 kr. fra 183 kr. af finanshuset ABG Sundal Collier.
Aktien er ikke handlet torsdag.
GN, der falder 3,4 pct. til 216,30 kr., har fået skåret en ordentlig luns af kursmålet hos finanshuset Bernstein, så det nu lyder på 245 kr. mod tidligere 400 kr. Anbefalingen er uændret "market perform".
Solar-aktien kan torsdag komme under teknisk pres, idet aktien fragår udbytterettighed på 45 kr. Aktien åbner med et fald på 58 kr. eller 7,9 pct. i 673 kr.
.\\˙ MarketWire
