Aktier/middag: Lundbeck flyder oven på ellers inflationspresset marked
12/5 11:48

Med Lundbeck som eneste undtagelse er der igen blodrødt på det danske aktiemarked torsdag formiddag, hvor investorerne stadig tygger på de inflationstal fra USA, der allerede onsdag eftermiddag skabte bølgeskvulp på de finansielle markeder.
C25-indekset falder med 2,2 pct. til 1557,10 ud på formiddagen - med 24 ud af 25 papirer i rødt.
Eneste undtagelse er medicinalselskabet Lundbeck, der stadig gavnes af det positive regnskab for første kvartal onsdag morgen og efterfølgende positive reaktioner fra analytikerne.
Regnskaber har der også været torsdag, men uden at de for alvor har haft stor effekt i markedet.
- Det er de overordnede linjer, der stadig dikterer retningen og mindsker appetitten oven på inflationstallene onsdag. Der var meget volatilitet lige efter, men fra europæisk lukketid og frem satte de lange renter i USA sig. Markedet begynder igen at spekulere i noget, der kan være endnu værre end stagflation - nemlig recession, siger Otto Friedrichsen, der er aktiechef og partner hos Formuepleje, til MarketWire.
- Centralbanken i USA har måske ikke fået helt så meget råderum, i forhold til at inflationen aftager nok. Spørgsmålet er, om Federal Reserve og de andre centralbanker formår at navigere i det her miljø og sikre en blød landing, fortsætter han.
LUNDBECK FORTSÆTTER FREM EFTER STÆRKE REGNSKABSTAKTER
Lundbeck klarer sig fri af den generelle nedtur med sin stigning på 4,8 pct. til 167,20 kr.
Her er det fortsat det pæne regnskab for første kvartal onsdag morgen, der skaber god stemning.
Efter regnskabet, der på hovedtallene var en del bedre end ventet blandt analytikerne, har Bank of America løftet sit kursmål for medicinalaktien til 185 kr. fra 170 kr.
Anbefalingen er ifølge PLX AI fortsat "neutral".
Også Nordea har løftet sit kursmål for Lundbeck en smule - til 271 kr. fra 265 kr. - og anbefalingen "køb" er gentaget hos den nordiske storbank, der ifølge PLX AI ser Lundbeck-aktien som værende for lavt prissat.
GENMAB MED OPPRÆCISERING
Efter børslukketid onsdag afleverede Genmab sit regnskab for første kvartal, og det indeholdt blandt andet en oppræcisering af forventningerne.
Bunden af intervallerne for Darzalex-salget, omsætningen og indtjeningen blev alle løftet, og samtidig var driften i første kvartal isoleret set også bedre end ventet.
Genmab falder dog med 1,7 pct. til 2026 kr. i torsdagens sure marked.
ALK-aktien bakker også - med 3,9 pct. til 128,90 kr. - selv om allergivaccineselskabet klarede sig bedre end ventet i første kvartal.
Her var omsætningen lidt bedre end ventet, og driften var samtidig noget over det ventede med et overskud før renter og skat (EBIT) på 215 mio. kr. mod ventet 176 mio. kr. blandt analytikerne.
Alm. Brand taber desuden 1,4 pct. til 10,70 Kr. efter at forsikringskoncernen i sit regnskab for første kvartal torsdag morgen fastholdt sin prognose for hele året.
Maersk Drilling falder 1,0 pct. til 361,60 kr. efter sine tal for første kvartal, der viste en højere finansiel oppetid for riggene i arbejde, men til gengæld en lidt lavere dagsrate.
Derfor faldt omsætningen også en smule sammenlignet med første kvartal sidste år, men til gengæld voksede ordrebogen.
TIVOLI OPJUSTERER EFTER GOD START
Forlystelsesparken Tivoli har løftet sine forventninger til hele 2022, hvor der nu ventes en omsætning på 850-950 mio. kr. og et "marginalt positivt" resultat før skat.
Tidligere ventede Tivoli en omsætning på 800-900 mio. kr. og et negativt resultat, men en god sæsonstart har løftet troen på egne evner.
Aktien falder alligevel med 0,9 pct. til 882 kr. - men klarer sig dermed også en spids bedre end det generelle marked.
.\\˙ MarketWire