Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Råvarer: Sure markeder og vækstfrygt holder oliepriserne tilbage

19/5 07:09

Oliepriserne holdes torsdag morgen fortsat tilbage af den sure stemning, der prægede de finansielle markeder i USA onsdag aften.

Her bragede aktierne ned efter fornyet frygt for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, bliver nødt til at gå meget hårdt til værks ved de kommende rentemøder for at få bugt med den massive inflation.

Det skaber efterhånden mange steder frygt for, at økonomien vil ende med at ryge i recession.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, til levering i juli koster torsdag morgen omkring 110,60 dollar mod en pris på 110,73 dollar per tønde onsdag eftermiddag.

Den amerikanske WTI-olie koster samtidig omkring 110,50 dollar per tønde mod cirka 1 dollar mere per tønde, da de danske handlere gik hjem onsdag.

Dog giver forventninger om et fortsat relativt begrænset udbud på globalt plan også et træk i den modsatte retning torsdag morgen, efter at både Brent-olien og den amerikanske WTI var helt nede i omtrent 108 dollar per tønde kort efter midnat.

Comebacket er delvist understøttet af den fortsatte krig i Ukraine, der holder den russiske olie ude af størstedelen af verdensmarkedet - en tendens, der siden krigens udbrud i slutningen af februar har sendt Brent-olien op fra omkring 90 dollar per tønde.

Siden har EU tilmed varslet et kommende totalt forbud mod al olie og gas fra Rusland.

- Oliemarkederne holder stadig en positiv trend, da et kommende importforbud fra EU på russisk råolie ventes at presse det globale udbud yderligere, siger Satoru Yoshida, der er råvareanalytiker hos Rakuten Securities, til nyhedsbureauet Reuters.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld torsdag morgen 1815,48 dollar mod 1814,17 dollar onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire