Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Handelsbanken: Estlandssag hæmmer Danske Bank - bøde op til 18 mia.kr.

24/5 07:22

Hvor udsigten til stigende renter gør banksektoren interessant at investere i, så er virkeligheden en anden for Danske Bank, da hvidvasksagen lægger en dæmper på kursudviklingen for Danmarks største bank.

Det skriver Handelsbanken i en analyse om netop Danske Bank.

Stigende renter mindsker marginpresset, som bankerne i flere år netop har døjet med, og vil komme bankernes nettorenteindtægter (bankernes største indtægtspost) til gavn.

- Samtidig har bankerne i de seneste par kvartaler tilbageført nedskrivninger, idet de i forbindelse med covid-19 restriktionerne foretog en del konservative hensættelser. Vi venter, at denne tendens vil fortsætte for resten af året. Begge dele har derfor givet medvind til bankaktierne, skriver Handelsbanken men påpeger:

- På trods af ovenstående så har Danske Bank-aktien haltet en del efter flere af de resterende danske bankaktier. Således er Danske Bank-aktien nede med 1,9 pct. i år, hvor Jyske Bank er steget med mere end 18 pct.

Og forklaringen er ligetil: det er den manglende afklaring af hvidvasksagen fra Estland, påpeger banken, hvilket gør investorerne tilbageholdne med for alvor at gå ind i aktien, indtil der er faldet en afgørelse.

BØDE ESTIMERET TIL 18 MIA. KR.

- Vi har dog på det seneste set flere indikationer på, at dialogen med myndighederne er fremskreden, hvor vi regner med, at vi får en endelig afgørelse i hvidvasksagen i år. Vi har for indeværende inkluderet en bøde på 18 mia. kr. i vores estimater for fjerde kvartal 2022, skriver Handelsbanken.

Banken estimerer et kapitaloverskud på omkring 14 mia. kr. relativt til Danske Banks målsætning for kernekapitalen som lyder på 16 pct.

- Vi vurderer derfor, at Danske Bank er solidt nok kapitaliseret til at kunne håndtere en bødestørrelse som ovenfor nævnte, lyder det fra Handelsbanken.

Udover hvidvask og bøde, så nævnes også det høje omkostningsniveau i Danske Bank som en faktor, der presser kursudviklingen:

-Det seneste kvartalsregnskab viste, at denne post var voksende til trods for, at banken ønsker at sænke sine omkostninger. Dermed mangler investorerne fortsat at få vished om, at omkostningsniveauet er faldende i flere kvartaler i træk. Dette er noget som investorerne fortsat har til gode, skriver Handelsbanken i analysen.

En aktie i Danske Bank steg 3 pct. mandag til 110,80 kr. Handelsbanken fastholder sit tre-årige kursmål på 215 kr., har en holdanbefaling på kort sigt og en "outperform" på lang sigt.

.\\˙ MarketWire