Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Blodrød start oven på skuffende Snap-regnskab

24/5 15:48

Glæden efter mandagens handel på det amerikanske aktiemarked er skiftet ud med mismod tirsdag efter skuffende nyt fra Snap efter børslukning. Snap nedjusterede forventningerne for andet kvartal og faldt over 30 pct. i eftermarkedet og trak både Twitter, Facebook-ejeren Meta samt Google-ejeren Alphabet med ned.

Det har ledt til at markedet styrtdykker tirsdag fra åbningen med kursfald på 0,6-2,3 pct. - med det største fald til det teknologitunge Nasdaq-indeks.

- I kølvandet af Snaps svage økonomiske forventninger tyder det på et markant fald i indtjeningen fra annoncer, som også mange af de andre store tech-giganter tjener godt på. Det giver en dårlig stemning hos investorerne, hvilket afspejler sig i markedet, på et tidspunkt hvor der ellers var mange, som håbede på, at aktiemarkederne havde nået bunden, siger chefhandler hos AJ Bell Russ Mould til Reuters.

Snap falder med 36,3 pct. fra åbningen i New York.

Også branchefællerne Meta, Twitter og Alphabet dykker med henholdsvis 7,2 pct., 1,9 pct. og 6,2 pct.

Den dårlige stemning følger en mandag, der bød på fremgang på de amerikanske markeder, hvor det gik det bedst for Dow Jones-indekset, der øgede 2,0 pct., mens det brede S&P 500-indeks og det teknologitunge Nasdaq-indeks gik frem med 1,9 og 1,6 pct.

BEST BUY NEDJUSTERER

Elektronikforhandleren Best Buy har forud for børsåbningen nedjusteret sine forventninger til salg og indtjening, efter at makroforholdene er forværret siden begyndelsen af marts.

Det fremgår af regnskabet for det forskudte første kvartal, hvor det samlede salg viste et fald på 8,5 pct. til 10,65 mia. dollar. Her ventede analytikere adspurgt af Bloomberg News 10,41 mia. dollar.

Det sammenlignelige enterprise-salg er dykket 8 pct., hvilket også er en spids bedre end analytikernes forventning om et dyk på 9,4 pct. Især salget af forbrugerelektronik er faldet mindre end ventet.

Det justerede resultat per aktie endte marginalt lavere end ventet i 1,57 dollar mod ventet 1,60 dollar. Sidste år lå det på 2,23 dollar.

Best Buy henviser til, at de forværrede makroforhold er fortsat ind i andet kvartal, og derfor sænkes forventningerne til helåret.

Aktien falder markant med 10,6 pct. til 1,09 dollar.

Airbnb falder ligeledes på børsen efter nyhed fra Reuters om, at selskabet vil lukke sin forretning i Kina fra 30. juli 2022.

Aktien falder 2,9 pct. til 110,50 dollar.

ZOOM LØFTES AF OPJUSTERING

Zoom Video Communications, der for alvor blev kendt i coronapandemiens første år, kom også med regnskab for første kvartal mandag efter amerikansk børslukning.

Trods en omsætning, der var lavere end ventet, realiserede Zoom i årets tre første måneder et justeret resultat per aktie, der var over analytikernes forventninger ifølge Bloomberg News. Det har fået selskabet til at opjustere forventningerne til andet kvartal og hele regnskabsåret 2022/23.

Zoom venter nu i andet kvartal af det forskudte regnskabsår en omsætning i niveauet 1,12 mia. dollar mod ventet 1,11 mia. dollar og et justeret overskud per aktie på 0,90-0,92 dollar mod konsensus på 0,84 dollar.

For året venter selskabet et justeret overskud per aktie på 3,70-3,77 dollar mod tidligere 3,45-3,51 dollar. Analytikerne havde ventet 4,39 dollar.

Omsætningen ventes uændret på 4,53-4,55 mia. dollar.

Aktien stiger 3,9 pct. i til 92,72 dollar.

.\\˙ MarketWire