USA/åbning: Solstrejf efter overskyet tirsdag
1/6 15:53
På første handelsdag i årets første sommermåned kommer de amerikanske aktiehandlere ud af tirsdagens let negative skygge og indleder børshandlen i et solstrejf af stigende indeks.
De tre ledende amerikanske aktieindeks - det brede S&P 500, teknologiindekset Nasdaq og de tunge aktiers Dow Jones-indeks - løftes fra handelsstart 0,4-1,1 pct. - mest for Nasdaq. Dermed kan der i onsdagens amerikanske aktieandel blive tale om en lille revanche efter den negative udvikling tirsdag, hvor de tre indeks havde tabt op til 1,3 pct. ved lukningen. For S&P 500-indekset sluttede maj dermed tæt på uændret efter større udsving gennem måneden.
Handlerne agerer aktuelt på et bagtæppe af overvejelser om den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, pengepolitiske hensigter. Renteløft på 50 basispoint ved de kommende to rentemøder synes indregnet i markedet. Man hvad der derefter skal ske, er der usikkerhed om, og frygt for at renteforhøjelserne vil lede den amerikanske økonomi i recession er er vedholdende vilkår.
Mere umiddelbart ser handlerne frem mod fredagens vigtige amerikanske jobrapport, der måler tilstanden i den amerikanske beskæftigelse, som sammen med prisstabilitet er nøgleparametrene for Federal Reserves tilgang.
MISMOD HOS MORGAN STANLEY
Morgan Stanley har allerede skåret sine kursmål for en række amerikanske teknologikæmper med henvisning til flere tegn på en afmatning i økonomien og sektoren.
Det skriver Bloomberg News.
Morgan Stanleys model viser, at sandsynligheden for recession i USA er øget til 35 pct. fra 5 pct. i begyndelsen af året. Analytiker Brian Nowak sænker sine estimater for 2022 og 2023 for onlineannoncering og e-handelsvækst for sektoren med 1 til 4 pct.
Finanshuset sænker kursmålet for Amazon til 3500 dollar fra 3800 dollar og for Googles moderselskab, Alphabet, til 3000 dollar fra 3270 dollar. Kursmålet for Meta, der er Facebooks moderselskab, bliver skåret til 300 dollar fra 330 dollar. Til trods for det sænkede kursmål løftes to af de tre aktier i de første handler med et plus på 3,1 pct. til Amazon og 2,1 pct. til Alphabet, mens Meta taber 0,3 pct.
SALESFORCE OPJUSTEREDE
I den mere optimistiske og selskabsspecifikke afdeling tager softwarekæmpen Salesforce opmærksomhed, efter at selskabet i forbindelse med sit regnskab for første kvartal tirsdag opjusterede forventningerne.
Salesforce, som især gør sig inden for kundehåndteringssystemer, CRM, venter nu et justeret overskud i intervallet mellem 4,74 og 4,76 dollar per aktie i regnskabsåret mod tidligere et resultat mellem 4,62 og 4,64 dollar. På forhånd var der blandt analytikerne ventet en overskud på 4,68 dollar per aktie, ifølge et estimat fra Bloomberg News.
Prognosen for omsætningen er dog samtidig sat ned til et interval mellem 31,70 og 31,80 mia. dollar mod tidligere i området mellem 32,00 og 32,10 mia. dollar. Her var buddet på Wall Street noget højere i 32,08 mia. dollar.
Koncernen oplevede ellers i sit første kvartal en stigning i omsætningen på 24 pct. til 7,41 mia. dollar mod ventede 7,38 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 98 cent, sammenlignet med 1,21 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 95 cent, ifølge Bloomberg News.
Det justerede nettoresultat blev på 982 mio. dollar mod et bud på Wall Street på 954 mio. dollar. Driftsresultatet, målt på justeret EBITDA, landede samtidig på 2,08 mia. dollar. Her var ventet 2,16 mia. dollar.
Salesforce steg 8,9 pct. i eftermarkedet tirsdag, og i onsdag stiger aktien hele 13,4 pct. i den indledende handel.
DELTA TILBAGE PÅ FØR-CORONA NIVEAU
Luftfartsselskab Delta Air Lines venter nu, at indtægterne i andet kvartal vil være tilbage på niveauet fra før coronakrisen i 2019. I andet kvartal venter luftfartsselskabet, at de samlede indtægter vil nå 12,4-12,5 mia. dollar, skriver Bloomberg News.
Forventningerne til driftsmarginen i andet kvartal får et nøk opad til 13-14 pct. fra tidligere ventet 12-14 pct.
Delta Air meddeler venter, at kapaciteten i andet kvartal vil være på 82-83 pct. af niveauet i andet kvartal 2019 mod tidligere ventet omkring 84 pct.
Men i de første handler taber aktien 1,5 pct.
